Midtjysk samarbejde om hjælp til unge med hjerneskade
29-årige Sanne Fuhlendorf (t.h.) fra Norddjurs fik for fire år siden meningitis, der resulterede i en hjerneskade. For hende har samtalerne med ungementor Hanne Skovgaard Petersen betydet større accept af, at en skade på hjernen betyder begrænsninger i hverdagen med to børn.
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hammel Neurocenter

Midtjysk samarbejde om hjælp til unge med hjerneskade

Syv kommuner går sammen om finansiering og brug af regionens ungementor-ordning.
6. JUL 2020 12.14

MIDTJYLLAND: Ungdomslivets mange skift og overgange harmonerer sjældent godt med de udfordringer, en hjerneskade kan give i form af blandt andet mental træthed og koncentrationsbesvær. Derfor er syv kommuner nu gået sammen med Region Midtjylland og Hammel Neurocenter for at sikre et fortsat højtspecialiseret tilbud til unge med erhvervet hjerneskade.
 
- Unge, som har været udsat for en så alvorlig situation, fortjener al mulig støtte for at kunne komme tilbage til deres ungeliv med sociale relationer, uddannelse, job og fritidsliv. Med aftalen har vi sikret dem et tilbud, som ligger i forlængelse af den højtspecialiserede behandling, de allerede har fået, og som kan hjælpe dem godt videre, siger Horsens' borgmester Peter Sørensen (S).
 
Horsens har sammen med Favrskov, Norddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Viborg kommuner aftalt at fortsætte den ungementorordning, som har base på Hammel Neurocenter. Ud over hjælp til unge med hjerneskade giver aftalen også mulighed for at inkludere unge med langvarige følger efter hjernerystelse i målgruppen.
 
- Det er et flot eksempel på, at vi kan række længere, når vi arbejder sammen på tværs af sektorer og kommunegrænser. Hammel Neurocenter er specialister i rehabilitering efter hjerneskade, og det er meget glædeligt, at centrets viden og kompetencer fortsat kan komme de unge til gavn, når de skal ud og leve livet i deres hjemkommuner, siger formand for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland Henrik Fjeldgaard (S).

Individuel hjælp

Ungementor-ordningens målgruppe er som udgangspunkt unge i alderen 15-30 år, som efter sygdom eller ulykke har fået en hjerneskade. Skaden betyder typisk, at de unge oplever koncentrationsbesvær, søvnproblemer og udtalt træthed, hvilket gør det svært at mestre de udfordringer, som et almindeligt ungdomsliv fører med sig.
 
- Lige præcis den aldersgruppe skal igennem en række skift og overgange – når de begynder på uddannelse, flytter hjemmefra, får deres første arbejde, finder en kæreste eller stifter familie. Den slags kan være udfordrende for alle unge, men hvis du samtidig har gener efter en hjerneskade, kan det være ekstra svært at overkomme. Derfor har de unge brug for hjælp til at kunne forvalte deres energi og strukturere deres hverdag, fortæller Hanne Skovgaard Petersen fra Hammel Neurocenter.
 
Hun er en af de to ungementorer, som dagligt kører ud til unge med hjerneskade i midtjyske kommuner. Her tilbyder hun og kollegaen individuel hjælp til de unge for at sikre, at de eksempelvis kan gennemføre en uddannelse eller overskue at flytte hjemmefra. Under de individuelle forløb er de unge selv med til at bestemme mødested og emner, men ungementorerne har også mulighed for at samle unge på tværs af kommunerne for på den måde at give dem mulighed for at mødes og lære af andre i samme situation. På samme måde lægger ungementorerne stor vægt på at samarbejde med og inddrage det netværk af familie, venner og fagfolk, som i forvejen er omkring de unge.

Samarbejde på tværs af skel

For de syv kommuner betyder den nye aftale, at de også fremover har mulighed for at give unge med erhvervet hjerneskade det specialiserede tilbud.
 
- Antallet af unge med en erhvervet hjerneskade er - heldigvis - ikke så højt, at hver enkelt kommune kan stå med et højtspecialiseret tilbud til målgruppen. Men ved at gå sammen kan vi sikre, at de unge får den hjælp, de har brug for, siger Peter Sørensen.
 
Baseret på de seneste års erfaringer er forventningen, at ungementorerne også fremover vil stå for 25-30 forløb om året. Ud over de syv kommuner kan øvrige kommuner også tilkøbe ungementorernes ydelser ved behov.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt