Mere end et spørgsmål om skyld og uskyld

EFTERÅRSFERIELÆSNING

Af Paul Hegedahl

P.D. James: 'Ar for livet',
oversat af Ole Steen Hansen fra 'The Private Patient', 2008;
Forum/Rosinante & Co. A/S, København 2009.
411 s., hft.
Kr. 299,95 inkl. moms
ISBN 978-87-638-1045-6.

Journalisten bestiller tid på dr. George Chandler-Powells privatklinik i Dorset for at få fjernet et skæmmende ar i ansigtet. Han er en af Europas mest anerkendte plastikkirurger, og hun ser frem til en vellykket operation under den velrenommerede kirurgs kniv, samt en uges fredfyldt rekreation på et af Dorsets mest pragtfulde godser. At hun ikke kommer til at forlade privatklinikken i live, er næppe en tanke, der strejfer hende.

Men uviljen mod hende i brede kredse er stor. Som en af de centrale personer i handlingen siger til kirurgen: ' - - - Du må kende noget til hendes rygte - hvis du altså læser andet end kirurgiske fagtidsskrifter. Hun er journalist af den værste slags. Hun snuser sladder op, som en gris snuser trøfler. Hun har gjort det til si opgave at finde frem til ting om andre mennesker, som volder dem smerte eller det, der er værre, og som vil pirre den store britiske offentlighed, hvis det kommer frem. Hun sælger hemmeligheder for penge.'

Det viser sig, at en af hendes forbindelser, en temmelig letlevende person med mange mærkværdige projekter, har forbindelse til nogle af de ansatte, der bor på privatklinikken, der er indrettet i Cheverell Manor, en tidligere herregård. Og flere af de ansatte har en historie, der har forbindelser til herregården, inden den måtte sælges og omdannes til privatklinik. Der er mange former for arv involveret i relationerne mellem personerne.

Man lever med i personernes private tanker og overvejelser. Bl.a. lægen Markus Westhall, der er assistent for Chandler-Powell. Han overvejer at rejse til Afrika - både for at flygte fra sit forhold til en anden mand - og fra deres diskussioner om at gå med i en Gay Parade, og også for at gøre en forskel: 'Hvilken ret havde George til selv blot tre dage om ugen at spilde sit engagement og sine evner på velhavende kvinder, der ikke brød sig om formen på deres næse eller mund eller barm, og som ønskede at verden skulle vide, at de havde råd til det? - - - I Afrika kunne han selv gøre en forskel, som stak dybere og var mere vedvarende end noget af det, han havde foretaget sig på Cheverell. Han måtte gøre noget nyt, og hvis dette var at løbe sin vej, løb han i det mindste videre til folk, som desperat havde brug for hans evner. - - - Han rejste sig stift og gik som en gammel mand hen til døren og gik efter at være standset et øjeblik beslutsomt ind mod herregården som en soldat på vej i krig.'

Opgør med bureaukrati
I nærheden af Cheverell Manor ligger en stencirkel, der er mere end 3.00ooår gammel. Grusomme begivenheder har udspillet sig her, bl.a. en heksebrænding i 1654 - man kan stadig høre gråden fra Mary Keyte og se hendes genfærd gå rundt blandt stenene. Men også hændelser fra en ikke så fjern fortid spiller en rolle, som langsomt afdækkes.

Og følelser og forhold, der i høj grad er nutidige spiller ind i handlingen.

Adam Dalgliesh og hans Særlige Efterforskningsenhed bliver tilkaldt for at opklare forbrydelsen, bl.a. fordi man på regeringsplan er urolig over dels de involverede personers baggrund dels at der er en kendt privatklinik involveret. Inden længe følges den første forbrydelse af en ny og Dalgliesh står overfor problemer, der rækker langt ud over et spørgsmål om skyld og uskyld.

Samtidig med efterforskningen drøftes Den Særlige Efterforskningsenheds fremtid. Indtil videre har den overlevet på grund af sine åbenlyse gode resultater, men der er stærke kræfter i gang for at lægge den ind i en mere bureaukratisk struktur - og rygterne om fremtiden kører.

I diskussionerne mellem personerne bliver der også plads til karske opgør med det bureaukrati og det rod regeringen har skabt med hensyn til uddannelsen af læger og sundhedspersonale. Og også uddannelsessystemet bliver taget under behandling: 'Regeringen, der sætter som mål, at halvtreds procent af de unge skal på universitetet, og samtidig sørger for, at fyrre procent er uuddannede, når de forlader skolen, lever i en fantasiverden.' Men, det er jo heldigvis bare udsagn i en britisk kriminalroman.

Om Adam Dalgliesh
Gennem sine mange bøger om Adam Dalgliesh har P. D. James skabt en helstøbt troværdig figur. Man lærer ham at kende på samme måde som fx kriminalkommissær Martin Beck i Maj Sjöwall og Per Wahlöö's 10 romaner 'Historien om en forbrydelse' fra 1965-1975 og før dem Georges Siemenon's hovedperson i de mange romaner og noveller om kommissær Jules Maigret fra Quai de Orfèvre i Paris. Og langt bedre end hans forgænger Dorothy Sayer's lord Peter Wimsey, som var god kriminallitteratur, men ikke med samme menneskelige dybde.

Adam Dalgliesh er præstesøn. I de tidligste bøger er han kriminalinspektør, og i løbet af bøgerne stiger han i graderne til kriminalkommissær. I 'Fyret' fra 2006 er han blevet leder af Scotland Yard og speciel rådgiver for Justitsministeren.

Forfatteren giver et billede af ham som kølig, kompetent og som en fremragende og resultatgivende forhørsleder, men andre følelser ligger lige under overfladen. Han er fx også en anerkendt lyriker med flere digtsamlinger bag sig. En af følelserne er melankoli. Han er enkemand, hans kone og barn døde ved barnets fødsel. Man følger hans kontakt med kvinderne. Efter en klassisk konflikt mellem arbejde og privatliv mislykkes et forhold. Senere møder han så Emma Lavenham, lektor i Cambridge - og efter lang tids kontakt ender 'Ar for livet' med et bryllup mellem de to.

Han kører i Jaguar - lige som flere af sine 'kolleger', bl.a. afdøde Inspector Morse. Efter sin tante har han arvet en nedlagt og ombygget mølle i på kysten ved Norfolk. Omkring ham er en række medarbejdere. Den seneste er Kate Miskin, hvis liv man også får et godt indblik i. Hun er på vej mod forfremmelse til kriminalassistent af 1. grad og kan vente mere - måske også ensomhed, som hun er ambivalent over for. Den anden nære medarbejder er Francis Benton-Smith, som er ungkarl, god til at lave mad og med et forhold til Beverley, skuespiller. Hans far er englænder, hans mor inder. Faderen pensioneret rektor. Og så er der hjælp fra det lokale politi, som er overarbejdet, men stiller med en virkelig lokalkendt kriminalbetjent.

I arbejdet indgår et møde hver aften mellem gruppens medlemmer over en flaske rødvin. Samtalen drejer sig om død og drab, nogle gange af den mest modbydelige art, men for gruppens medlemmer rummer de varme og sikkerhed og for Dalgliesh's medarbejdere fornemmelsen af at være værdsat.

I slutningen kommer der kendsgerninger frem, som en person vælger at fortælle digteren Adam Dalgliesh og ikke kriminalkommissæren Adam Dalgliesh - og sagen finder sin(e) afslutning(er) på en overbevisende måde. Det er - som livet selv - mere end et spørgsmål om skyld og uskyld.

Om forfatteren
Phyllis Dorothy James White, OBE, FRSA, FRSL, (1920 -) er forfatter af mere end 20 kriminalromaner, indtil nu er 14 af disse med Adam Dalgliesh som hovedperson. P. D. James begyndte at skrive i 1950 og den første bog med Dalgliesh 'Dæk ansigtet til' udkom i 1962 - på dansk i 1989.
P.D. James har en mangeårig karriere i den offentlige sektor i UK bag sig. Hun begyndte at arbejde allerede i 1940 og har været ansat i såvel hospitalsadministration som i Police and Criminal Department of Home Affairs. En række af hendes romaner har da også det store offentlige bureaukrati som en form for baggrund og man fornemmer hendes præcise viden. Samtidig foregår handlingen ofte i en form for lukket samfund, et forlag, et teologisk college - og i denne seneste roman et privathospital. Hun har også været i bestyrelsen for BBC. I 1991 blev hun udnævnt til Baroness James of Holland Park. Hun er President of the Society of Authors.

P.D. James er æresdoktor ved - og har modtaget andre hædersbevisninger fra en lang række universiteter. I 2008 blev hun indvalgt i International Crime Writing Hall of Fame sammen med Sir Arthur Conan Doyle, Dame Agatha Christie. Desuden har hun modtaget:

1971 Best Novel Award, Mystery Writers of America: ‘Shroud for a Nightingale' (‘Døde nattergale', 1988)
1971 Crime Writers' Association (CWA) Macallan Silver Dagger for Fiction: ‘Shroud for a Nightingale' (‘Døde nattergale', 1988)
1973 Best Novel Award, Mystery Writers of America: ‘An Unsuitable Job for a Woman' (Det du'r piger ikke til', 1978)
1975 CWA Macallan Silver Dagger for Fiction: ‘The Black Tower' (‘Det sorte tårn', 1986)
1986 CWA Macallan Silver Dagger for Fiction: ‘A Taste for Death' (‘Indviet til mord', 1987)
1986 Mystery Writers of America Best Novel Award: ‘A Taste for Death' (‘Indviet til mord', 1987)
1987 Criminal Writers Association Cartier Diamond Dagger (lifetime achievement award)
1992 Deo Gloria Award: ‘The Children of Men' (‘Menneskebørn', 1992)
1999 Grandmaster Award, Mystery Writers of America
2002 WH Smith Literary Award (shortlist): ‘Death in Holy Orders' (‘Gejstlig død', 2002)
2005 British Book Awards Crime Thriller of the Year (shortlist): ‘The Murder Room' (‘Mordsalen', 2004))
2007 Theakston's Old Peculier Crime Novel of the Year Award (longlist): ‘The Lighthouse' (‘Fyrtårnet')

En meget lang række af bøgerne er filmatiseret til TV og findes på DVD.

Dette er en kriminalroman
Dette er en kriminalroman med lige stor vægt på kriminal og roman. Den er - lige som de foregående om Adam Dalgliesh - skrevet i et sprog i en klasse for sig selv. Beskrivelsen af mennesker og landskaber er empatiske og klare. De historiske og litterære henvisninger er en fornøjelse. Den kan uden problemer læses for sig selv, men læsere, der møder Adam Dalgliesh for første gang, vil givet have størst fornøjelse af at 'begynde forfra'. Som garvet 'krimilæser' - mindst 58 år - vil denne anmelder bedømme den som særdeles læseværdig, uanset rækkefølgen.

Der er dronninger - og
Efterhånden bliver enhver ny krimiforfatter af kvindekøn udråbt til 'krimidronning'. Ser man nøgternt og lidt kritisk på det, er der ved at gå inflation i begrebet. Og der er da også ved at opstå en diskussion, som er mere eller mindre følelsesladet - og for nogles vedkommende bliver den opfattet som en del af kønsdebatten.

Forfatteren, journalisten, kommentatoren Niels Lillelund fra Jyllands-Posten skriver i en kommentar den 11. september 2009 bl.a.: ' Nu er alt krimi, men så må vel krimien også være litteratur med de krav, man kan stille til den? Akkenej, akkenej. Krimien river litteraturen med sig i faldet. Hør bare Børsens anmelder Jonas Hindsholm Bentzen:'Derfor er der ingen grund til, at en anmelder som denne opholder sig længe ved alle mulige biting, der overhovedet ingen betydning har for, om publikum derude vil tage bogen til sig. Jovist er personskildringerne da stereotype, som de jo oftest er i spændingslitteraturen, og jovist er sproget da absolut af den mekaniske snarere end den poetiske art.' Ser man det. Og så ellers fem ud af seks stjerner og tak for i dag. Det er en ren tilståelsessag. Med en så selvopgivende litteraturkritik får vi den litteratur, vi fortjener.

Krimier kan være kunst, krimier er også kunst. Der er mere kunst i Raymond Chandler, også sprogkunst, end i en gennemsnitlig dansk efterårssæson, men femikrimier, Guds dros. Jeg har prøvet at læse nogle af dem. At ville læse det som litteratur er som at erstatte Mozart med en hyletone. Det er ikke så meget tonen i sig selv, det er mere dens insisterende uforanderlighed, dens bliven ved og bliven ved.'

Som sagt, der er ved at gå inflation - helt sikkert på grund af en flad og uopfindsom markedsføring af bøgerne - i begrebet krimidronninger. Og der er også en for hysterisk interesse for nogle af deres mandlige sidestykker. P. D. James bøger ligger, sammen med nogle få af hendes kollegers, i en klasse for sig. De er god litteratur hele vejen igennem.