Man nøjes ikke med at tørre mælken op, når kartonen vælter

Af Mathias Kryspin Sørensen

Danmark har undgået de værste skær i forbindelse med den nuværende økonomiske krise, men vi er langt fra ude af krisen. Selv om der er begyndt at være flere solstråler end mørke skyer over dansk økonomi, så står vi i Danmark over for nogle afgørende valg i de kommende år, når det kommer til den økonomiske politik og velfærdsstatens fremtid. Danmark stod allerede før den økonomiske krise overfor store udfordringer når det kom til de offentlige finanser pga. flere ældre, færre unge og det faktum, at olien i Nordsøen er ved at slippe op. Det betyder, at Danmark allerede om et par år vil have et kronisk underskud på de offentlige finanser, såfremt vi ikke gør noget.

Ikke desto mindre, så holder Regeringen fast i skattestoppet, der årligt fungerer som en skattesænkning på i omegnen af 5 milliarder kroner. Endvidere har Regeringen affejet alle økonomiske reformer, indtil krisen er overstået, om end det kan tage år, før den er helt slut. At udskyde enhver snak om økonomiske reformer til efter krisen er overstået, svarer lidt til ikke at rejse kartonen på en væltet mælk, og kun fokusere på at tørre mælken op fra gulvet, selvom mælken stadig løber ud af kartonen.

De Konservative og Radikale Venstre er de to eneste partier, der aktivt har spillet ud med konkrete reformforslag, der igen kan skabe balance på de offentlige finanser, og dermed igen skabe økonomisk sikkerhed for danskerne. Dermed er det ikke bare store dele af højrefløjen, men også partier på venstrefløjen, der mangler at tage økonomisk ansvarlighed seriøst.

Måden, hvorpå Regeringen indtil videre vil lukke hullet i de offentlige finanser, er gennem effektiviseringer og nedskæringer. Effektiviseringer kan dog koste mange penge at implementere før de evt. skaber de ønskede besparelser, hvilket Regeringen også fandt ud af med Kommunalreformen.

Derfor kan effektiviseringsgevinster alene ikke lukke hullet i statskassen, og når Regeringen ikke vil røre ved skatten og ikke vil lave reformer, så kan hullet i den danske statskasse kun lukkes gennem nedskæringer. Eller gennem øget brugerbetaling for velfærden, som Regeringen også politisk har spillet ud med.

Problemet er dog, at Regeringen vil - og tvinge kommunerne og regionerne til at - skære ned på kerneområderne i velfærdsstaten der inkluderer sygehusene, folkeskolen, børnepasningen og ældreplejen.

Nedskæringer på kerneområderne i den danske velfærd risikerer dog, at undergrave hele fundamentet for den danske velfærdsstat. Dermed er der ikke bare tale om nedskæringer for at lukke hullet i statskassen, men tale om et reelt politisk valg om at afvikle velfærdsstaten som den ser ud i dag.

Der er brug for reformer af velfærdsstaten for at fremtidssikre velfærden, men helt at afvikle velfærdsstaten er en meget dårlig ide. Velfærdsstaten skaber sikkerhed, tryghed og stabilitet for danskerne, og har været hele fundamentet for den velstand vi har i Danmark. Regeringen prioriterer dog skattestoppet over velfærdsstaten, og prioriterer derfor også velstand for de få i stedet for velstand for hele Danmark.

Den eneste gangbare vej for at få Danmark ud af krisen og for at fremtidssikre velfærdsstaten må og skal være gennem reformer, der styrker kerneområderne i velfærdsstaten, men samtidig skærer ned på de områder af velfærden, der er mere til ulempe end gavn - herunder mange offentlige overførsler. Debatten om vejen ud af krisen handler ikke bare om, hvordan vi får lukket hullet i statskassen, men om hvilket Danmark vi ønsker.

Kernen i et socialliberalt Danmark er en økonomisk ansvarlig velfærdsstat, der har en social anstændighed til at hjælpe de svageste i vores samfund og levere kernevelfærd, men som samtidig giver frihed og muligheder til alle borgere og belønner dem, der knokler ekstra meget for vores lille land - og det kan kun sikres gennem økonomiske reformer. Ikke gennem nedskæringer og skattestop.

Mathias Kryspin Sørensen, socialliberal blogger