Man gjorde en pige fortræd

Af Preben Etwil

Lisbeth Zornig Andersen: Zornig - vrede er mit mellemnavn,
Gyldendal 2011
214 SIDER
1. UDGAVE
ISBN: 9788702111613
299 kr.

Lisbeth blev svigtet og misbrugt, men Lisbeth havde et mentalt indre kompas, der var styret af indfølt vrede, der både gav hende energi og viljestyrke til at kæmpe sig ud af sin familiemæssige opvækst, der var præget af vold og alkoholisme. Denne bog handler dybest set om alvorlig omsorgssvigt, fattigdom, forarmelse, fornedrelse, krænkelser, misrøgt, seksuel misbrug, offentlig sagsbehandler-kynisme, inkompetent forvaltningspraksis, institutionsanbringelse, psykisk forladthed, vrede, håb og nye ydmygelser.

Listen af elendighed er alenlang, men tag endelig ikke fejl. Denne bog er absolut ikke en grædekonefortælling, men en meget stærk personlig beretning om, hvordan et ufatteligt udsat barn, mod alle odds, kæmper sig igennem sin barn- og ungdomstilværelse frem til en personlig værdighed i voksenlivet.

Fortællingen binder læseren til bogen som en spændingsroman. Den kan ikke slippes. I lange passager har man en knude i maven, en klump i halsen, og skal man være helt ærlig, kan man heller ikke sige sig fri for ind i mellem at have våde øjne. Den rammer lige ind i hjertekulen, og det selv om den er skrevet fuldstændigt blottet for sentimentale overtoner.

Indtrængende stemme fra Underdanmark
Det er stærke sager, om sociale miljøer, som de færreste - heldigvis - kender til, fortalt i en kort og stram form uden sproglige dikkedarer, dog udviklende sig fra barnlig fortælling til ungdommelig refleksion. Der er ingen kunstige virkemidler. Der er derimod en indre indtrængende stemme fra det Underdanmark, der sjældent kommer til orde i offentligheden. Det er selve fortællingernes intense indhold, der giver historien styrke og fremdrift.

En udvikling, der ikke kunne være sket uden en stærk ild i den lille skrøbelige pigekrop, men også kærlige og forstående voksne, der på rette tid og sted dukkede op, og gav det lille menneske en chance for at være trodsig og vred, uden at de slog hånden af hende. Ikke mange, men de rette voksne, viste den lille pige tillid. Men uden egen indsat var det aldrig gået. Trods et meget omflakkende, ustabilt og rodet familieliv formåede det lille menneske, nærmest under tumultagtige forhold, at holde lysten til uddannelse ved lige. Det blev hele tiden pejlemærket i det omtumlede liv, at fastholde uddannelsesperspektivet som billetten ud af det socialt arvelige fattigdoms- og misbrugsmiljø, hun var rundet af.

Denne bog kan man kun blive klogere af. Den er et meget stærkt, indlevende og konkret vidnesbyrd om, at der i dagens Danmark er mange mennesker, der lever under det socialpolitiske sikkerhedsnets radar. Den handler om børn der er svigtet, forældre der er forarmet i håbløshedens alkoholtåger, familier der går i opløsning i vold og misbrug, sagsbehandling der med kynisk inkompetente træffer forkerte beslutninger, men også om helt almindelige voksne, der tager ansvar, og lytter til børnene, som er tolerante, og giver såkaldt umulige unger en ny chance, selvom både tålmodigheden og systemet har givet op.

Ingen fru hvem som helst
Bogen indledes med et indspark fra 2009 om hovedpersonens møde med socialministeren, om end bogens tidshorisont er årene 1968-1986. Lisbeth, bogens hovedperson, er nemlig ikke en fru hvem som helst. Vi taler her om Lisbeth Zornig Andersen, der d. 1. januar 2010 blev valgt til formand for Børnerådet. Et råd der bl.a. skal sikre, at Danmark overholder FN's Børnekonvention, som kræver, at børn skal respekteres som individer og selvstændige personer med politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Et centralt element i Børnekonventionen er, at staten skal træffe passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk og psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt. Når man har læst hendes bog, kan man ikke et sekund være i tvivl om, at børnesagen umuligt kan finde en bedre formand end hende. Hun taler ikke ud fra en abstrakt, teoretisk og tillært forestilling. Bogen fortæller i et simpelt og klart sprog uden føleri, hvordan hun gennem sin egen til tider grufulde opvækst høstede personlig erfaring i hvad der sker, når børn bliver krænket i deres helt fundamentale rettigheder. Det giver argumenterne tyngde.

Familiemæssigt voldsregime
Historien starter tilbage i 1968, hvor Lisbeth bor sammen med sin mor, far og tre brødre i Sydhavnen. Men der er hurtigt knas i familieforholdet, der er præget af tiltagende alkoholmisbrug. Forholdet mellem de voksne går i stykker, og moren, Lisbeth og hendes tre brødre, flytter sammen med morens nye kæreste til Køge. Dette forhold bliver tilsyne-ladende endnu mere negativt præget af et stigende alkoholmisbrug med deraf følgende vold og misrøgt. Den nye familie flytter efter et stykke tid til en aldeles uhumsk og faldefærdig landbolig på Lolland. Beskrivelserne af livet i huset og familien er direkte rædselsvækkende. Lisbeths nye stedfar udviser i stigende grad både psykopatisk og voldelig adfærd. Moren overlever det familiemæssige voldsregimet ved at udvikle sygelig føjelighed over for manden og forsømmelighed over for Lisbeth og hendes brødre. Familien er ugleset i nabolaget, hvilket naturligvis påvirker Lisbeths selvværd.

En ældre nabo tager sig tilsyneladende kærligt af hende, men dækker over ulovlig seksuel krænkelse. Hjemmet går langsomt med sikkert i social opløsning, og en tour de institutions- og familieanbringelser begynder at tage til. Det eneste faste holdepunkt i Lisbeths liv bliver hendes skolegang, hvor hun udviser stor flid og dygtighed. Flere voksne tager sig at den forsømte pige, mens kommunen i hendes sagsbehandling tager mere hensyn til morens frygt for at miste sin pige, end at finde den løsning, der er bedst for barnets tarv. Det resulterer fx i børnehjemsanbringelse frem for en for barnet foretrukket familiepleje. I perioder er hun dog fortsat hjemme hos moderen og stedfaren, der begynder seksuelt at misbruge pigen, overraskende med morens stiltiende vidende. Dette er et af bogens mest sårbare steder. Her skal man være lavet af beton, hvis man ikke følelsesmæssigt bliver stærkt påvirket som læser.

En mønsterbryder
Moren finder en ny mand, og næsten som om historien gentager sig, er han også i betydelig grad ramt af alkoholmisbrug og voldelig adfærd. Lisbeth har dermed ingen brugbare rollemodeller at spille op ad. I de følgende år går det frem og tilbage mellem velmenende voksne, institution og moren. Lisbeth selv begynder at udvikle en adfærd, der er præget af både sociale og seksuelle udskejelser. I 1982 bliver hun imidlertid mod sin egen vilje bragt på en specialskole for piger væk fra hendes nærmiljø på Lolland.

Skolen blev faktisk et fantastisk sted med lige så mange voksne som unge. I starten var hun dog stadig udadreagerende og trodsig, men på skolen faldt hun til ro, og man fandt også ud af, at Lisbeth var en rigtig godt begavet pige. Hun fik efterhånden også en mere styret fremfærd, om end stadig med en brændende indre ild. Skolen var i stigende grad i stand til at give hende den voksenhjælp og kontakt, som hun behøvede. Flere af de voksne på skolen mente ligefrem, at hun en dag ville komme på universitetet.

Det lykkedes. Først en studenterhue, og senere en cand. polit. uddannelse. Hun blev en mønsterbryder!

Denne bog bør læses af alle, der har med børn at gøre. Det være sig politikere, pædagoger, skolelærer, socialrådgivere, institutionsmedarbejdere af enhver slags. Ja, selv forældre og bedsteforældre kunne få førstehåndsindblik i hvad misbrug og misrøgt af børn kan lave af skader på barnets sjæl og krop. Det gøres ikke bedre og mere indsigtsfuldt.

Advarsel: Bogen er ikke velegnet som julegave. Den bør være læst FØR juleaften - for børnenes skyld.


Preben Etwil, Socialpolitisk Forening