Lone Dybkjær er død - 80 år gammel
- Lone elskede livet og holdt tappert ud til det sidste, siger Poul Nyrup Rasmussen (S) i en skriftlig udtalelse om sin kones død.
Foto: Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix

Lone Dybkjær er død - 80 år gammel

Den tidligere miljøminister og medlem af EU-Parlamentet for De Radikale Lone Dybkjær er død.
21. JUL 2020 11.04

Den tidligere miljøminister og medlem af EU-Parlamentet for De Radikale Lone Dybkjær er gået bort mandag 80 år gammel, oplyser hendes familie i en skriftlig udtalelse.

Lone Dybkjær blev første gang medlem af Folketinget i 1973 og var siden aktiv i dansk politik i forskellige roller. Først blev det til fire år, inden hun i 1979 kom i Folketinget igen.

Her sad hun til 1994, hvor hun blev valgt til EU-Parlamentet, som det første medlem for De Radikale. Det var samme år, hun blev gift med den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

De to skiftede scene i 2004, da Lone Dybkjær vendte hjem til dansk politik og Folketinget, samtidig med at Poul Nyrup Rasmussen blev valgt til EU-Parlamentet.

Hun var frem til 2011 medlem af Folketinget. Samme år fik hun konstateret kræft.

- Lone elskede livet og holdt tappert ud til det sidste, siger Poul Nyrup Rasmussen i den skriftlige udtalelse.

- At hun nåede at fejre sin 80-års fødselsdag var et lille mirakel.

- Hun er og var min elskede, og jeg er så taknemmelig over det liv, vi sammen har haft. Med de store sorger men også de største og lykkeligste øjeblikke. For hende og jeg var kærligheden det største.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt