Løngabet mellem mænd og kvinder har ikke ændret sig på 30 år

Af Grete Christensen, Ingrid Stage, Henning Pedersen, Jane Korczak, Dennis Kristensen, Ulrik Frederiksen, Kirsten Nissen, Gita Grüning og Mette Kindberg

I år er det 100 år siden, at over 100 kvinder fra 17 forskellige lande mødtes i København til international kvindekongres. Kongressen skulle vise sig at blive historisk af flere grunde. Både fordi den samlede en række kvinder, der sidenhen blev markante skikkelser i kvindernes kamp for ligestilling rundt omkring i verden. Og fordi kongressen blev startskuddet til markeringen af Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts.

Kvindernes vilkår på arbejdsmarkedet var et centralt emne på kvindekongressen. Deltagerne var især optaget af at få fjernet regler og vilkår, der stillede 'kvinder ugunstigere end mænd i kampen for brødet', som det blev udtrykt.

Det er 100 år siden. Siden har bl.a. udviklingen af velfærdssamfundet og lige adgang til erhverv og uddannelse sikret, at kvinder i Danmark har en af verdens højeste erhvervsfrekvenser. Danske kvinder har for længst opnået samme uddannelsesniveau, arbejdserfaring og faglighed som mænd. Og der stilles ikke længere spørgsmålstegn ved, at kvinder er en del af arbejdsmarkedet - på lige fod med mænd.

Alligevel er mænd og kvinders vilkår og muligheder på arbejdsmarkedet stadig forskellige. Mest tydeligt kommer det til udtryk i et løngab mellem danske kvinder og mænd på 17,7 procent.

Forskellige køn, forskellig løn
Bag løngabet gemmer der sig et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i den vestlige verden. Størstedelen af kvinderne arbejder i den offentlige sektor, og mændene arbejder typisk i den private sektor. Inden for hver sektor er der igen en tydelig kønsarbejdsdeling. Det betyder, at danske kvinder og mænd ofte arbejder i hver deres fag og går på hver deres uddannelsesinstitutioner. Og skønt deres uddannelse har samme længde, resulterer det ikke i en sammenlignelig løn.

Uddannelse skal kunne betale sig for kvinder. Som det ser ud nu, får kvinderne ikke det samme udbytte af at uddanne sig som mænd. Det gør samme arbejdsintensitet, kompleksitet eller ansvar heller ikke. De fag og professioner, som har en overvægt af kvinder, har simpelthen en lavere løn.

Det kønsopdelte arbejdsmarked kan dog ikke forklare hele løngabet mellem mænd og kvinder. Selv der, hvor mænd og kvinder har samme uddannelse og arbejder inden for samme fag i enten den private eller offentlige sektor, kan der være systematiske forskelle på lønnen.

En gammeldags lønforskel
Det er i høj grad fordomme om værdien af mænd og kvinders arbejde og resultatet af politiske valg og beslutninger, der medfører manglende ligeløn.

På det offentlige område opstod der mange kvindefag i udviklingen af velfærdsstaten og kvindernes massive indtog på arbejdsmarkedet. Og udgangspunktet for lønindplaceringen dengang var hverken det omfang eller den status, som kvindefagene har i dag.

På det private arbejdsmarked er manglende gennemsigtighed i løndannelsen, en væsentlig forklaring på lønforskellene mellem mænd og kvinder.

Resultatet ser vi tydeligt den dag i dag: løngabet mellem mænd og kvinder har ikke ændret sig væsentligt de sidste 30 år.

Uligeløn begrænser mors valg
Uligelønnens konsekvenser er et ufleksibelt arbejdsmarked, hvor fastholdelsen af strukturerne på arbejdsmarkedet er en barriere for, at mænd og kvinder frit vælger uddannelse og erhverv. Derved begrænser uligelønnen de muligheder og det potentiale, som ellers skabes ved et højt uddannelsesniveau og et veludviklet socialt sikkerhedsnet.

Uligelønnen har også konsekvenser for kvinders frie valg, karrieremuligheder og for arbejdsdelingen i familien. Med en lavere livsindkomst og pension skabes der begrænsninger i kvindernes mulighed for frit at træffe beslutninger og valg. Samtidig forbliver det økonomisk rentable valg ved barsel og barns sygdom, at det er kvinderne, der tager hovedparten af fraværet. Derved cementeres forskellene yderligere.
Uligelønnen og det kønsopdelte arbejdsmarked er et samfundsproblem. Et problem, som har vidtrækkende konsekvenser - både for Danmarks evne til at omstille sig i en global økonomi, med hurtige og uforudsigelige skift, og helt ned til de enkelte familier, hvis valg i høj grad dikteres af de skæve økonomiske muligheder frem for familiernes ønsker og behov.

Ligeløn - et politisk valg
Uligeløn er et samfundsskabt problem. Derfor må der også findes fælles samfundsmæssige løsninger.
Som faglige organisationer med en høj kvinderepræsentation er vi klar til at tage medansvar. Den danske model har været en af grundpillerne i udviklingen af velfærdsstaten. Den danske model har sikret stabilitet og udvikling på arbejdsmarkedet gennem den fri adgang til at forhandle og indgå aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Og den danske model har sikret danske lønmodtager en relativt høj levestandard. Nu skal den danske model også fokusere på ligeløn - det er en kerneopgave for arbejdsmarkedets parter at lukke det kønsbestemte løngab.

Det kræver medvirken fra Christiansborg.
Derfor opfordrer vi politikerne på Christiansborg til at skabe rammer, der baner vejen for ligeløn til mænd og kvinder på hele arbejdsmarkedet.

Lige vilkår og muligheder for kvinder og mænd på arbejdsmarkedet er først og fremmest et politisk valg og et spørgsmål om prioritering - på Christiansborg såvel som hos arbejdsmarkedets parter.

Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet,
Ingrid Stage, formand for DM (Dansk Magisterforening),
Henning Pedersen, formand for BUPL,
Jane Korczak, næstformand for 3F,
Dennis Kristensen, formand for FOA,
Ulrik Frederiksen, næstformand for Dansk Socialrådgiverforening,
Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogerne,
Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund og
Mette Kindberg, næstformand for HK.