Flere af Moderaternes folketingskandidater meldte pludselig afbud til planlagte interviews tirsdag og har siden ikke ønsket at udtale sig. Det skriver TV 2 Fyn, der havde en aftale med de forskellige kandidater.
I en gennemgang af de fynske moderaters svar på TV 2 Fyns kandidattest er der bred uenighed mellem kandidaterne på flere centrale politikområder. Blandt andet er de fynske kandidater ikke enige om, hvorvidt den økonomiske ulighed bør mindskes eller ej.
I alt er de fire fynske kandidater uenige på 10 ud af 30 spørgsmål i kandidattesten.
Med partiets udsigt til markant politisk indflydelse efter valget havde TV 2 Fyn derfor aftalt interviews med samtlige fire fynske kandidater for at blive klogere på, hvad de egentlig mener - og hvad vælgerne reelt kan skal anse som Moderaternes politik.
TV2 Fyn ville også spørge ind til de fynske moderaters foretrukne statsministerkandidat, samt spørge ind til kandidaterne reelle politiske erfaring.
Henholdsvis klokken 13, 13.30, 14.15 og 14.45 havde de fire fynske kandidater, Kenneth Bjerg, Carsten Damgaard Møller, Rosa Eriksen og H. C. Wulff en klar aftale om interview fysisk på redaktionen på TV 2 Fyn.
Afbud på stribe
Men kort før interviewaftalerne melder alle fire fynske kandidater fra. Overfor TV 2 Fyn forklarer den ene af kandidaterne, Kenneth Bjerg, at de har fået besked på at melde fra, og at der er indgået en fælles aftale med de øvrige kandidater, da interviewene blandt andet omhandler svar på kandidattestene.
Kenneth Bjerg forklarer nu også, at han slet ikke er interesseret i at deltage i "en gang fejlfinding".
I løbet af dagen tikker de øvrige aflysninger ind som perler på en snor.
Klokken 13.30 melder Moderaternes spidskandidat på Fyn, Rosa Eriksen, fra. Da TV 2 Fyn på sms spørger, om hun kan stille op på et andet tidspunkt, svarer hun, at hun vil skrive tilbage senere.
I skrivende stund har TV 2 Fyn ikke hørt fra spidskandidaten. Hun er heller ikke vendt tilbage på telefon trods adskillige opkald.
Klokken 13.50 melder sidste kandidat fra. H. C. Wulff forklarer først, at han ikke kan nå det. "Jeg kan ikke nå frem", siger han. Da TV 2 Fyns journalist forslår et senere tidspunkt, ændrer han dog forklaring og fortæller, at afbuddet skyldes private årsager.
Da TV 2 Fyn senere fanger Wulff på en telefon, tilføjer han, at han er bekendt med, at der er taget en fælles beslutning om ikke at deltage i interviews med TV 2 Fyn.
Afviser topledelses indblanding
Moderaternes politiske chef Jakob Engel Schmidt siger til TV 2 Fyn, at han ikke har forbudt de fynske kandidater at stille op til interview.
Som politisk chef har du så været involveret i beslutning om, at kandidaterne skal aflyse?
- Jeg har siddet til paneldebatter hele dagen, siger den politiske chef, der selv er kandidat for partiet på Nordsjælland.
Så du afviser, at du har været inde over den beslutning?
- Jeg afviser klart, at jeg har ringet til fire kandidater og blandet mig i, hvordan de fører deres valgkamp.
Men da vi spørger en af kandidaterne, hvor vi skal ringe hen for at få at vide, hvorfor de ikke må deltage i interview, så får vi at vide, at vi skal ringe til dig.
- Jeg tænker, at jeg som politisk chef ofte er den, man henviser til lige godt hvad, siger Jakob Engel Schmidt og tilføjer:
- Og det er også rigtigt, at vi siger til kandidaterne, at når det kommer til kandidattest, så kan det godt betale sig at spørge tv-stationerne, hvad det handler om, for kandidattestene er jo så håbløst unuancerede, siger den politiske chef.
Han gør det desuden klart, at han ikke har været bekendt med de fynske kandidaters aflysninger, før TV 2 Fyn kontakter ham.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.