
FREDERIKSHAVN / SILKEBORG / SKANDERBORG: I Frederikshavn Kommune er der opsat kameraer i sportshallernes hjørner, der livestreamer, når børn og unge fx spiller håndboldkampe. Nu har politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at de på baggrund af etiske overvejelser vil lave retningslinjer og specifikke krav ifm. streaming af kampene.
- Det er en svær diskussion. Jeg ser både fordele og ulemper. Nu har vi bedt administrationen komme med et oplæg, siger formand Peter Laigaard (K), Kultur- og Fritidsudvalget til Kanalfrederikshavn.dk.
De små runde kameraer er dog aldrig nået hallerne i Silkeborg. Kommunen har siden tilbuddets begyndelse takket nej til at få livestreamet kampene. Elitekoordinator i Silkeborg Jeppe Fruensgaard ser ingen fordel i at streame børnenes kampe.
- Hvem tænker, at det kan være en god ide at streame børnesport direkte? Vi tager børn og unge som gidsler i det her. Usikre teenagere på 13-14 år skal trygt kunne deltage i en aktivitet, uden at hele verden skal kunne se deres fejl og mangler.
Dansk Håndbold Forbund nedlægger streaming
Det er Dansk Håndbold Forbund, der i samarbejde med firmaet Sportway har sat livestreamingen i stand. Sportway sørger for at sætte kameraer op, og mod et månedligt gebyr på 59 kr. kan man se alle de håndboldkampe, man vil. Det er derfor frit tilgængeligt for alle, der har abonnement.
I december havde Sportway installeret kameraer i mere end 70 sportshaller, og ambitionen er at få kameraer op i 250 haller inden starten af næste sæson, oplyste Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside 16. december.
Skanderborg er en af de kommuner, som har opsat kameraer i hallerne til at livestreame kampene. Jens Christensen, formand for Skanderborg Håndbold, mener ikke, at det er værre, end at forældrene optager videoer og sender dem rundt til hinanden, siger han til Jyllands-Posten. Driftschef Mikkel Bendixen påpeger, at opsætningen af kameraerne er sket efter forespørgsel:
- Der har været et ønske fra nogle klubber, og derfor har vi givet tilladelse til, at kameraerne er blevet sat op. Vi skilter ved indgangen til hallerne, at der livestreames.
Efter kritikken fra visse kommuner har Dansk Håndbold Forbund dog nu valgt at nedlægge livestreaming af U-15 og U-17 hold, skriver Jyllands-Posten.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.