
LEJRE: Med tilskud fra EU og Fødevareministeriet på næsten 800.000 kr. bliver det nu muligt at tilbyde samtlige landbrug i Lejre Kommune omfattende økologivejledning, der skal vise, hvad der skal til for at lægge om til økologisk drift.
- I Lejre Kommune vil vi gerne undersøge, hvor det kan være en god idé at satse på økologi: Hvad kan lade sig gøre og hvad skaber en merværdi? Det er vigtigt, at vi ikke bliver 'religiøse', men i stedet forholder os til den konkrete viden og erfaring, vi kan få. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu kan tilbyde alle landbrug i kommunen at få gratis faglig rådgivning i forhold til deres individuelle muligheder for at lægge om til økologisk drift, siger borgmester Mette Touborg (SF).
- I en landkommune som Lejre har landbruget en vigtig rolle, hvis man virkelig vil rykke på det med økologiske fødevarer, lokalt producentsamarbejde og beskyttelse af grundvandet. Derfor er det oplagt at tilbyde landbruget konkret viden og rådgivning ud fra deres individuelle situation, siger Lisbet Frank Hansen, chefkonsulent fra Gefions Økologirådgivning.
Viden om økologi og bundlinje
Tilbuddet til Lejres landmænd indeholder ikke kun selve omlægningstjekket. Der vil i løbet af efteråret 2012 og 2013 blive holdt en række informations- og dialogmøder, som går i dybden med de mange forskellige faglige aspekter, der er forbundet med at omlægge til økologi. På møderne vil Danmarks førende eksperter inden for økologi blandt andet fortælle om de økonomiske, landbrugsfaglige og afsætningsmæssige forhold, der hører med til at være økolog.
- Det er meget vigtigt, at beslutningen om at lægge om til økologi tages på et fuldstændig oplyst grundlag. Derfor vil vi på møderne gå i dybden med, hvad økologisk drift betyder i planteavlen, i husdyrproduktionen, for natur og miljø og ikke mindst på bedriftens bundlinje, siger chefkonsulent fra Landbrug & Fødevarer, Hanne Børsch.
Nogle af Lejre Kommunes landbrug ligger på særlig sårbare områder, fordi der indvindes drikkevand eller findes særlig beskyttet natur på landbrugets arealer. I samarbejde med Landboforeningen Gefion og Økologisk Landsforening har Lejre Kommune udvalgt 100 landbrug, som har sådan nogle arealer. Disse landbrug er de første, som får tilbud om kvit og frit at få rådgivning af erfarne økologikonsulenter for at se på mulighederne for en hel eller gradvis omlægning til økologisk drift.
- Landmændene får mulighed for at se, hvordan deres bedrift realistisk set kan udvikle sig med blikket rette mod nye produkter og markeder, hvis den var økologisk, fortæller projektleder Mads Vinther, Økologisk Landsforening.
Tilbuddet om gratis omlægningstjek til samtlige landbrug i Lejre vil blive gennemført inden udgangen af 2014 ved, at landmændene modtager brev og bliver ringet op med tilbuddet.
Lejre - Den Økologiske Kommune er et omfattende projekt, som handler om at få økologi ud i alle kroge af kommunen, lige fra kirkens og landbrugets jord til de private haver og private forbrugere - samt kommunale skoler og institutioner.
Projektet er blevet til i samarbejde mellem Lejre Kommune og Danmarks Naturfredningsforening, foruden samarbejdspartnerne Landbrug & Fødevarer samt Økologisk Landsforening. Derudover medvirker en hele række organisationer, foreninger og netværk til at gøre projektet til virkelighed.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.