Anmeldelse:
Lege- og magtdiagnostik

Niels Åkerstrøm Andersen: ”Legende magt”;
Hans Reitzels Forlag, København 2008
213 s., hft., omfattende lit.liste.
Kr. 248,00, inkl. moms.
ISBN 978-87-412-5184-4.

I bogen ”Legende magt” påvises det, at brugen af leg i forskellige former har antaget karakter af en legeepidemi. Brugen er eksploderet i offentlige, private og frivillige organisationer. Efter forfatterens mening er anvendelsen af leg blevet en usynlig magtfaktor

I ”Also sprach Zarathustra” siger Friedrich Nietzsche: ”I manden skjuler sig et barn, det vil lege”. Og det er ikke blot for legens skyld i sig selv, dette barn skal have lov at lege. Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen er det heller ikke for legens og den personlige udviklings skyld, der nu bliver brugt leg som aldrig før i alle former for organisationer. Det er et symptom på de vidtgående forandringer i den måde, magten udøves på i det moderne samfund.

Forfatteren, cand.scient.adm. Niels Åkerstrøm Andersen, ph.d. er professor og viceinstitutleder på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School, Frederiksberg. Hans forskning er primært rettet mod de nyeste tendenser i det offentlige og logikkerne bag disse. Især med hensyn til hvordan diskurser om offentlig ledelse formes og ændrer den offentlige sektor og dens grænser, af hvordan betingelserne for ledelse og styring forandres, og af hvad der sætter vilkårene for politisk kommunikation.

Niels Åkerstrøm har tidligere fået udgivet en lang række bøger på dansk og engelsk.

Hvad skal vi lege
Et kendt spørgsmål er ”Hvad skal vi lege?”. Det er der i dag mangfoldige tilbud på – også i organisatorisk sammenhæng. Lige som for børnenes leg gennem tiden er der tale om forskellige perioder med hver sine lege. Niels Åkerstrøm Andersen indleder sin omfattende og interessante analyse af legens betydning i – for organisationer med to citater, et fra den hollandske kulturhistoriker Johan Huizingas berømte bog ”Homo ludens.

Om kulturens oprindelse i leg”, fra 1936, og et fra en artikel fra 1997: ”All work and no play may be harming your business” af Jaqueline Miller, en HR-konsulent fra USA. Han mener at man kan se, at der fra at være tale om konkurrence hos Huizinga i højere grad fokuseres på at styrke kreativitet engagement og vitalitet fra Millers side. Det kan vel diskuteres, om Huizinga reelt kan tages til indtægt for, hvad der foregår i organisationerne. Han var åndshistoriker og skrev bredt om, som han selv sagde: I hvor høj grad kulturen i sig selv har præg af leg. Og at virksomheder gennem leg ønsker mere kreativitet og engagement handler vel til syvende og sidst igen om at styrke konkurrenceevnen.

Forvaltningens ledelse af borgerne
Men, det er heller ikke det interessante i bogen. Forfatteren fortæller om, hvordan hans interesse for moderne organisationers ledelse af medarbejdere og forvaltningers ledelse af borgere, gjorde det klart for ham, at personligheden er blevet en ledelsesgenstand i begge tilfælde. Han lagde mærke til, at flere og flere af disse ledelseskoncepter integrerede leg som et væsentligt element – fra mobbespil i Folkeskolen til en lang række lege i virksomheder med fokus på emner som innovation, teambuilding, kvalitetsstyring og mangfoldighedsledelse.
Og Niels Åkerstrøm Andersen indsamlede flere tusinde koncepter for leg i organisationen. Det er således et særdeles solidt grundlag bogens tanker hviler på.

Bogens indhold
Ud over forord og indledning består bogen af 5 kapitler:

1: Iagttagelse af anden orden

2. Ledelsesspillenes semantiske historie

3. Den legende organisation

4. Politisk leg med grænser

5. Koblingen af leg, magt og pædagogik

og den slutter med en konklusion: Legende magt.

Sociale skabelsesspil
I en lidt anden sammenhæng, men dog beslægtet, spurgte Eric Berne i 1963 ”Hvad er det vi leger?”. Han skabte begrebet transaktionsanalyse om relationerne mellem mennesker, dvs. den måde de spiller deres 'spil' på i forhold til hinanden – i høj grad inspireret af Edward Albee's skuespil ”Hvem er bange for Virginia Woolf”.

Svaret på spørgsmålet i Niels Åkerstrøm Andersens perspektiv er, at der blive leget sociale skabelsesspil. Der er ikke tale om organiserede lege, men om lege, der selv skal organisere. Det drejer sig i disse lege ikke om at tilegne sig noget bestemt, men snarere om at lære at lære, at være parat til forandring.

Det er, som om organisationerne mere og mere har fået øje på, at de nu er barriere for deres egen omstilling. Deres egne strukturer kommer i vejen for deres egen omstilling. Og leg eller spil kommer ind som en måde, hvorpå de kan opløse og forandre sig selv som organisation. Legen bliver en del af virkeligheden og noget, der tænkes ind i organisationernes dagligdag som en fast del af den daglige ledelse. Organisationen i egenskab af sociale relationer, visioner, strategiske roller og identiteter skal leges frem – der bliver tale om sociale skabelsesspil.

Det er de mange aspekter ved disse sociale skabelsesspil, forfatteren analyserer grundigt. Både med hensyn til beslutninger, kommunikation og hvordan organisationen risikohåndterer sin fortsatte eksistens. Og frem for alt hvordan magten, som udtrykt i et interview med Anders Rou Jensen i Information 5. april, 2008, i disse spil er tvetydig og måske i virkeligheden i al denne tilsyneladende uskyldige snak om leg og spil er en slange i paradiset.

Leg, terapi og magtkommunikation
I kapitel 1, som grundigt gør rede for forfatterens analysestrategi gøres der udtrykkeligt opmærksom på, at han ikke spørger til, om dette eller hint spil er en rigtig leg. Han er heller ikke interesseret i at sige noget om, hvorvidt magten – efter hans mening – forvrænger eller manipulerer legen. Eller om det er godt at lege. Han holder sig på det, han kalder det distancerende andenordensniveau, hvor han spørger, hvordan der kommunikeres.

Det skal dog nævnes, at Niels Åkerström Andersen i den læseværdige artikel ”Lunefuld. Vi leger – ja, men det er altså alvor”, Dagbladet Politiken, 2. sektion, s- 8, 25. juni 2008, tager bladet fra munden og bl.a. siger: ”Antallet af lege og spil, som sagsbehandlere og skolelærere prakker borgerne på, vokser eksplosivt. Og det er ikke for sjov, når man leger med den offentlige forvaltning” og han siger også: ” - - Forvaltningens leg med borgene er sjældent uskyldig. Der er aldrig rene lege, hvor man frivilligt leger med og kan gå ud, når det passer én.”

Netop den offentlige sektor og det politiske systems brug af lege gennemgås i det omfattende kapitel 4: Politisk leg med grænser, der har fokus på spil/skabelseslege, der anvendes i styringen af konstitutive politiske grænser. Der er en række eksempler på leg med grænserne på områderne frivillig organisation/frivilligt medlem; skole/familie: individ/fællesskab og undervisning/sundhed.

Der kan ikke skelnes mellem sektorerne
Man kan måske indvende, at naturligvis leges der ikke på den måde i den offentlige sektor. For Niels Åkerstrøm Andersen giver det imidlertid ingen mening, at skelne mellem den offentlige og den private sektor. Efter hans mening er det en alt for forenklet beskrivelse af vores samfund.

Det samfund, vi har i dag og har haft i ganske lang tid, er et funktionelt differentieret samfund, der ikke bare er delt op i offentligt og privat, men i politik, økonomi, ret, uddannelse, kærlighed, sport, krig. Sondringen mellem offentligt og privat er en samfundsbeskrivelse, som ikke er på højde med samfundets kompleksitet. Og ideen om, at der er en stat, der holder sammen på det hele, er en fantasi, som ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Det forfatteren kalder skæbnefællesskaber, går på kryds og tværs af formelle og sektorielle grænser, ligesom de kan inkludere såvel offentlige som private og frivillige organisationer. En folkeskole kan f.eks. se sig både som en del af videnssamfundet og af det multikulturelle samfund.

Og netop med leg kan grænsen forvaltning/borger sættes på spil med begrebet om aktivt medvirken i en række sammenhænge. Efter en grundig gennemgang af en lang række spil og lege mellem forvaltning og borgere i forskellige ”skikkelser”, synes forfatteren, at grænserne er blevet gjort flydende og personlige og vanskelige at fastlægge. De er altid foreløbige. Borgerne ses ikke blot som borgere, men medborgere, aktive medborgere – og som Åkerstrøm Andersen siger i den nævnte artikel i Politiken: - - - man skal leve sit liv for samfundet - - - ja, man skal næsten leve sit liv for systemet.

Det er bl.a. her magtspillet, det skjulte magtspil, kommer ind.

Stof til eftertanke
”Legende magt” viser gennem en lang række eksempler – ikke mindst fra den offentlige sektor – hvordan leg og spil, under etiketten: omstillings-orienteret, er blevet en magtteknologi.

Tilsyneladende er det legens mening at suspendere sig selv for at skabe ”empowerment” for ansatte og borgere; men den bliver så mulig igen på en helt ny – mere usynlig – måde. Legen bliver en magtteknologi. Når man behersker spillet udøver man magt tilsyneladende uden at udøve den.

Synspunkterne og den grundige gennemgang bør give stof til eftertanke for alle de, der arbejder med leg og spil i en række funktioner. Hvad gør de – ud over de positive virkninger – ved både de, der leger med og de, der styrer legene – måske blot efter lige at have læst en brugervejledning?

Bogens sprog er temmelig videnskabeligt, men emnet er værd at bruge tid på.