VALLENSBÆK / HØJE-TAASTRUP: Østre Landsret stadfæster torsdag dele af dom fra Retten i Glostrup og frifinder 51-årig pædagogmedhjælper for anklager om voldtægt af børn, han arbejdede med, men han idømmes tre måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse.
Landsretten finder manden skyldig i to forhold af blufærdighedskrænkelse mod to børn på en institution i henholdsvis Vallensbæk og Taastrup. Landsretten stadfæstede torsdag desuden byrettens beslutning om at frakende ham retten til at arbejde med børn i to år. Derudover skal han betale erstatning i de to forhold, han er kendt skyldig i.
Ved byretten blev han alene dømt for et enkelt forhold af blufærdighedskrænkelse. Det var anklagemyndigheden, der ankede sagen, efter at manden blev idømt 50 dages fængsel i maj sidste år. En enig domsmandsret bestemte dengang, at videoafhøringer af børn, der tilsyneladende fortalte om overgreb af den mandlige pædagog, i seks tilfælde ikke var bevis nok til at dømme manden for anklagerne.
Retten vurderede omvendt i et tilfælde, at en af forklaringerne var så god, at den kunne bruges som bevis for, at han blufærdighedskrænkede et barn. Landsretten lægger i sin vurdering ligeledes vægt på, at børnenes forklaringer har været skiftende og flagrende, hvorfor alle seks voterende var enige om at frifinde manden for fem anklager om voldtægt.
Hjemsendt og siden anholdt
Pædagogmedhjælperen blev første gang hjemsendt fra en SFO på en skole i sommeren 2019, fordi han blev anklaget for at have krænket en seksårig pige. Han havde arbejdet på SFO'en i en årrække. Politiet droppede sagen, men den blev genoptaget, da han blev mistænkt for flere overgreb efter at have fået nyt job i en børnehave i Taastrup. Her blev han hjemsendt fra i januar 2021, inden han blev anholdt omkring fem måneder senere.
Når ofre er under 12 år, kan et forhold efter straffeloven betragtes som voldtægt, også selv om der ikke har været egentligt samleje og ikke er gjort brug af tvang eller vold. Ifølge landsrettens dom har manden befølt de to børn forskellige steder på kroppen uden på deres tøj.
Pædagogmedhjælperen har nægtet sig skyldig gennem hele sagen. Eftersom han sad varetægtsfængslet fra juni 2021 og frem til domsafsigelsen i sagen i byretten, var han fri til at gå, da dommen blev afsagt.
/ritzau/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.