Af Flemming Eskildsen
Med viden skal land - og kommune - bygges! En kommunes fremtid og udviklingsmuligheder er i vid udstrækning afhængige af egnens generelle uddannelsesniveau, og det generelle uddannelsesniveau hænger uløseligt sammen med egnens uddannelsesmuligheder.
Tendensen til at samle de videregående uddannelser centralt i kæmpe siloer kan skubbe nogle kommuner ud over Danmarks skæve kanter.
I december sidste år kom Skive pludselig i farezonen, da VIA University College fremlagde et forslag til 'VIAs lokalisering i campusbyerne'. Kort fortalt lagde forslaget op til at lukke Skives eneste mellemlange videregående uddannelse, Læreruddannelsen i Skive, og flytte den til Holstebro som et led i en campusstrategi. Det er klart, at en sådan udmelding blev mødt af en stærk reaktion, og Skive Kommune gik til kamp sammen med studerende, lærere, ledelse, erhvervsliv, fagforbund for at redde en i øvrigt velfungerende uddannelse i byen.
I Skive har vi skabt gode resultater med uddannelsesniveauet. Skive Kommune deler regeringens målsætning om at hæve uddannelsesniveauet generelt, en af de vigtigste forudsætninger herfor er i første omgang, at byen og området kan tilbyde de unge en ungdomsuddannelse og senere en videregående uddannelse.
I Skive gennemfører 89 pct. af de unge en ungdomsuddannelse, dermed ligger Skive i top-10 blandt de kommuner, hvor flest unge får en ungdomsuddannelse. Når ungdomsuddannelsen er gennemført drager en del af Skives unge naturligvis til andre og større byer for at tage en videregående uddannelse, men nogle af dem bliver i Skive for at læse videre. Fordi vi også kan tilbyde en god videregående uddannelse; læreruddannelsen.
Læreruddannelsen i Skive er vigtig for Skive som yderområde, den er med til at sikre, at vi har en region i balance. Regeringen har en målsætning om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. I Skive Kommune gennemførte 47,5 pct. af de unge i 2007 en videregående uddannelse mod 45 pct. på landsplan. Der er ingen tvivl om, at læreruddannelsen i Skive er med til at sikre det fremadrettede arbejde med at nå regeringens målsætning.
Samtidig har Læreruddannelsen i Skive meget stor betydning for hele den regionale dækning af lærerkræfter. En undersøgelse fra 2006 viser, at ca. 75 pct. af lærerne i Skive Kommune er uddannet på Læreruddannelsen i Skive, i Viborg er tallet ca. 55 pct. og i Thy og på Mors ca. 40 pct. Man kan sige, at Læreruddannelsen i Skive leverer varen.
Modsat andre områder, hvor lærermanglen har sat ind, og hvor man har helt op til 24 pct. ikke-læreruddannede ansatte i lærerstillinger, har Skive Kommune kun besat 2 pct. af lærerstillingerne med ikke-læreruddannet arbejdskraft.
I en tid med meget stor ungdomsarbejdesløshed i øvrigt, er det et stort aktiv for Skive Kommune at kunne tilbyde unge mennesker en uddannelse med gode udsigter til job i lokalområdet.
Ikke mindst er det et kæmpe aktiv for området, at vi har unge mennesker i byen. Mere end 400 studerende har deres dagligdag i Skive og bidrager på flere måder i nuet og til fremtiden for hele kommunens udvikling. De studerende er uundværlige for kommunes generelle aktivitetsniveau, de har en positiv effekt på hele kommunen i forhold til indkomstniveau, beskæftigelsen, det kulturelle liv, det politiske liv og ikke mindst frivillige aktiviteter.
De studerende er yderst engagerede i Skives foreningsliv, hvor vi har en bred vifte af sports- og fritidstilbud til vores børn og unge. Alt i alt har de studerendes engagement betydning for, at Skive egnen er et attraktivt sted at bo.
Uden læreruddannelsen og de studerende i byen ville der være begrundet frygt for, at Skive kunne komme ind i en negativ spiral, hvor de unge og ressourcestærke mennesker fravælger byen og området.
Heldigvis lyttede VIAs bestyrelse til de næsten 50 forskellige interne høringssvar med saglige argumenter for at bevare uddannelsen, og det lykkedes at overbevise bestyrelsen om at tage forslaget om lukning af bordet.
Læreruddannelsen lever på alle måder op til sine kvalitetsmæssige forpligtelser, hvilket i øvrigt sikres gennem den akkrediteringsproces, som de mellemlange videregående uddannelser er del af. Gjorde den ikke det, ville der selvfølgelig være grund til at overveje en lukning, for kvaliteten af de unges uddannelse vejer tungest. Men når Læreruddannelsen i Skive på alle måder leverer varen, så er der al mulig grund til at lade den bestå som påmindelse om, at et decentralt uddannelsessystem fungerer som en vigtig del af et Danmark i balance.
Flemming Eskildsen (V), borgmester i Skive.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.