
Af Carsten Terp, Kommunen
Når KL's konsulenter rådgiver kommunerne om afskedigelser, kan det foregå i et tæt samspil med redaktionen KL's blad, Danske Kommuner. Det viser en hidtil hemmeligholdt mail, som avisen Kommunen, er kommet i besiddelse af.
Mailen fra kontorchef i KL, Karsten Thystrup, til borgmester i Randers Kommune, Henning Jensen Nyhuus (S), dokumenterer, at der har været en uhellig alliance mellem KL og borgmesteren i en personalesag mod kommunens to topdirektører.
Mailen omhandler en artikel, som skulle bringes i KL's blad, Danske Kommuner. I artiklen skulle Henning Jensen Nyhuus have lejlighed til at fortælle sin version af personalesagen. Men mailen dokumenterer, at journalisten har fået for meget viden, som han kun kan have fået fra borgmesteren eller kontorchefen.
Brud på regler
'Det går ikke,' skriver kontorchef i KL, Karsten Thystrup, i begyndelsen af mailen og senere:
'Den detailviden, som Rudi (journalisten, red.) har i hovedhistorien kan han jo ikke have fået ud af den blå luft - og den skal nedtones uden at miste 'bid' - det gør jeg.'
Kommunen har forelagt mailen to eksperter, som vurderer, at hvis der er udleveret fortrolige oplysninger fra en personalesag til journalisten fra KL-bladet, har Karsten Thystrup og Henning Jensen-Nyhuus brudt deres tavshedspligt eller persondataloven.
I Randers har oppositionen to gange skriftligt og en gang mundtligt anmodet om at få mailen udleveret - uden held. Borgmester Henning Jensen Nyhuus siger til Kommunen, at mailen hverken er gemt eller noget andet mistænkeligt.
Jensen Nyhuus og Thystrup besluttede, da det kom til stykket, at artiklen ikke kunne bringes, så den blev aldrig bragt i Danske Kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.