Af journalist Mette Møllevang
- Men hvad nu hvis de unge er sådan, fordi de er tvunget til det? sagde sociolog Anne-Stina Sørensen, på Børne- og Kulturchefforeningens (BKF) årsmøde i Vejle. Hun tegner et billede af en ungdomsgeneration, der nærmest er på én lang vild river rafting i en verden, hvor alt er flydende. Og hvor dem, der ikke klarer skærene, havner i den sorte gryde.
- De unge vokser op i en virkelighed, der er tvetydig og kaotisk. Tidligere voksede man op i et samfund med et sæt faste værdinormer, man kunne altid finde tryghed i eksperterne, som havde patent på sandheden, og man fandt sin identitet i sin uddannelse eller den klasse, man tilhørte. I dag er klasseinddelingen død, eksperterne tvivler man på, for de siger alle sammen noget forskelligt, og identiteten? Ja, den skaber man sig selv i form af hvor og hvordan, man bor, hvad man laver i sin fritid, hvilket tøj man går i, hvor mange børn man har osv., lød det fra Anne-Stina Sørensen.
- Samtidig er troen på, at det nok skal blive bedre, ved at ryge. Man skal finde tilfredshed og lykke i nuet. Det er de vilkår, de unge i dag vokser op under. De skal altså selv definere deres værdier, de skal selv definere og designe deres personlighed på Facebook, hvor ingen siger noget til, at man skriver, man er 15, selvom man kun er 13. Mængden af informationer er afsindig. Alt er muligt, og intet er givet på forhånd. De unge vokser op i en verden, hvor de kan købe sig til alt - også deres identitet.
Ungdomsgeneration vil have det bedste - og det samme
Det skaber, sagde sociologen, en ungdomsgeneration, som vil have det bedste, og de vil have det med det samme. De gamle dyder med at spare op først er forældede. Man kan jo bare tage et lån.
- Det er virkelig svært at være lykkelig i sådan en verden. Man skal kunne håndtere, at alt er flydende og tilfældigt. Og at man i dag kan være den ene type, i morgen en hvilken som helst anden. De unges muligheder er uendelige. Og de vil først blive tilfredse, når de erkender, at det, de har gjort og opnået indtil nu, det er fint nok. Når de giver sig selv lov til at være tilfredse med det, de har, forklarede Anne-Stina Sørensen.
De unge i den sorte gryde
Et af BKF's store fokusområder lige nu er netop de unge. På årsmødet præsenterede BKF et nyt ungeudspil 'Nye unge - ny ungepolitik'. Her understregede BKF, at det er vigtigt, at der sættes ind mod den polarisering, der sker blandt de unge. På den ene side får flere unge en længerevarende uddannelse, spændende studieture, udlandsophold og job. På den anden side er der mere druk, flere selvmord, flere spiseforstyrrelser.
BKF opfordrede til et helt nyt syn på de unge og en helt ny ungepolitik, der møder de unge dér, hvor de er, og får alle med, så ingen tabes på gulvet.
- Som samfundet er i dag, rummer det de unge, der har selvværd og selvtillid, har sociale kompetencer, har lært at løse konflikter, kan tage stilling og træffe valg, kan kommunikere og argumentere, kan sætte grænser for sig selv og tolerere andres og kan skabe deres identitet i en flydende verden, sagde sociolog Anne-Stina Sørensen.
- De unge, der ikke har det med sig hjemmefra eller gennem skolen, de er in trouble! Det er dem, der havner i den sorte gryde, dem, samfundet ikke inkluderer. De lever i et mystisk vakuum af konstant tvivl og utryghed, det er nærmest en evig kvalmefornemmelse. Rigtig mange af de unge i den sorte gryde vender det indad og bliver anorektiske eller begynder at snitte i sig selv. Man skal være et usandsynligt stærkt individ for at leve i den konstante flydende usikkerhed, understregede Anne-Stina Sørensen.
Skolen skal være et frirum i en flydende verden
- Ungearbejdet ude i kommunerne skal kompensere for de her ekstreme vilkår og sætte fokus på at skabe unge, der har selvværd, sociale kompetencer, er gode til at træffe valg, kan sætte grænser og skabe en identitet i en verden, hvor alt er muligt, lød Anne-Stina Sørensens råd.
Hun opfordrede kommunerne til at sætte ind i børnehaver og folkeskole.
- Indret børnehaven og skolen til et sted, hvor børn kan lide at være. Det skal være et sted, hvor de har mulighed for at udvikle selvtillid og selvrespekt frem for et sted, hvor de oplever nederlag og utilstrækkelighed. Gør skolen til et frirum for alle de svære valg. Og arbejd målrettet på at lære børnene og de unge anerkendende adfærd, evnen til at sætte grænser og løse konflikter. Lige nøjagtigt disse kompetencer er det, der kan redde de unge fra at gå tabt i en flydende verden, understregede sociolog Anne-Stina Sørensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.