
KV17: Afløsninger, partisplid - og forbrødring henover partiskel
Den kommunalpolitisk traditionelt døde periode - sommerferien - har også bragt enkelte nyheder på banen i optakten til kommunalvalget i november 2017, og vi begynder i den største kommune:
I København skal SF finde en efterfølger til sundhedsborgmester Ninna Thomsen, der har meldt sin afgang efter to perioder i den borgmesterstol. Og to af partiets seks nuværende medlemmer af Borgerrepræsentationen (BR) har meldt sig som forslag til ny spidskandidat: Beskæftigelses-, integrations-, bolig- og sundhedsordfører Sisse Welling samt børne- og ungdomsordfører Klaus Mygind.
Sisse Welling har syv år på bagen i BR og har kort prøvet at vikariere i Folketinget - for Pia Olsen Dyhr - og sammen med sin BR-kollega får hun i den interne opstilling konkurrence fra formanden for SF København, Jens Mandrup, der ikke sidder i BR, men derimod i Regionsråd Hovedstaden, hvor han er formand for miljø- og trafikudvalget, skriver Altinget.
I flere af de jyske kommuner er der både afklaringer og nye spørgsmål under opsejling. I Odder kunne vi tidligere fortælle, at Lone Jakobi er den nye S-spids, der skal forsøge igen at få den østjyske borgmesterkæde, der idag tilhører Uffe Jensen (V), tilbage om en socialdemokratisk politikernakke. Lokalt har sommeren i Odder også budt på synet af den forhenværende kommunaldirektør gennem 21 år, Jesper Hjort, som i et cykelløb optrådte i en rød bluse og ikke ville afvise, at han stiller op til byrådet. Ifølge Århus Stiftstidende udtalte han, 'jeg har endnu ikke besluttet endegyldigt om jeg stiller op. Men gør jeg, bliver det som socialdemokrat, som jeg altid har været - lige med undtagelse af nogle få år som ung, hvor jeg stemte på SF.' I første omgang nøjes han med at anbefale Jakobi som borgmester.
Afklaringer er der derimod en del af i Hedensted, hvor hele 22 ud af 27 byrådsmedlemmer har besluttet sig for at ville stille op igen, kan Horsens Folkeblad oplyse. En af de uafklarede er tilgengæld borgmesteren - Kirsten Terkilsen (V), der nu også har taget sin tørn. Hun var borgmester i den nu nedlagte Tørring-Uldum Komune fra 2002-2006 og i Hedensted Kommune siden 2010, efter at den sammenlagte kommune i sine første leveår havde socialdemokratisk borgmester i skikkelse af Jørn Juhl Nielsen, der i øvrigt heller ikke har besluttet sig med eventuel fortsat byråds-karriere.
Længere mod nord i det jyske - i Thisted - er der opstået nye gnidninger i DF-gruppen. Viceborgmester Ib Poulsen (DF) vil have en garanti for, at partiet i næste periode i byrådet fører en politik, der er mere i tråd med den landspolitiske linie, end tilfældet er i dag, hvis han skal genopstille som spidskandidat, oplyser Thisted Dagblad. Ikke mindst samarbejdet mellem specielt gruppeformand Kaj Kirk og Ib Poulsen har langt fra været problemfrit - blandt andet i spørgsmålet om modtagelsen af flygtninge, hvor Kirk er noget mere pragmatisk end Poulsen på et fagområde, hvor partiet landspolitisk står for en stram linje.
Konflikten mellem de to fik for et år siden et usædvanligt udtryk, da Kirk foreslog, at Ib Poulsen, der også er MF, ikke nøjedes med to måneders orlov, som han selv havde lagt op. I stedet foreslog Kirk, at Poulsen tog 29 måneder, hvilket svarede til tiden frem til KV17. Den melding fik Poulsen til helt at droppe sin byrådsorlov igen.
Længere nede ad den jyske vestkyst kan Herning Folkeblad berette om, hvordan der i Ringkøbing-Skjern er opstået splid i Venstre. Partiets borgmesterkandidat Hans Østergaard kritiserer borgmester Iver Enevoldsen, for en omdiskuteret mailsag, der rullede, da SF's Niels Rasmussen i juni politianmeldte både borgmester, kommunaldirektør og kommunens jurist for at have snaget i hans og syv andre byrådsmedlemmers kommunemails for at komme til bunds i en verserende sag om it-udbud.
Også den tidligere gruppeformand Kristian Ahle (V) er på linje med Hans Østergaards kritik, mens Enevoldsen erkender, at det er en træls sag, men også efterlyser, at Hans Østergaard fortæller, hvordan han ville have håndteret sagen anderledes. Læs, hvad dknyt skrev om sagen i juni: Mail-læsning skyldtes mistanke om læk i telesag.
Større forbrødring - endda på tværs af partierne - er der derimod at spore i landets nordligste kommune, hvor Kanal Frederikshavn kan melde om, at Frederikshavn Kommunes mangeårige økonomiudvalgsmedlem Jens Ole Jensen (V) nu stopper efter 12 år i byrådet.
72-årige Jens Ole Jensen, der for fem år siden stoppede som bankdirektør i Nordjyske Bank og i byrådet har fået tilnavnet 'økonomiministeren', har haft nok at se til i kommunen, der for få år siden var tæt på at blive sat under administration.
Lige nu holder budgetterne, og den gennemsnitlige likviditet er på et relativt tilfredsstillende niveau, så V-politikeren citeres for at sige, at han 'for første gang i mine tre perioder i byrådet oplever, at vi rent faktisk bruger møderne i Økonomiudvalget på at drøfte økonomi. Jeg har også den glæde, at jeg føler, at ledende socialdemokrater lytter til mine synspunkter'.
Har du kendskab til nyopstillede spidskandidater, der endnu ikke har været omtalt af dknyt, så giv gerne lyd til [email protected]
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.