
MIDTJYLLAND: I alt syv projekter får del i Region Midtjyllands sidste 4,1 mio. kr. fra puljen til kulturudvikling i 2022, oplyser regionen. De syv projekter har fokus på bl.a. kultur mod ensomhed hos unge og scenekunstens rolle i den grønne omstilling.
Region Midtjyllands ambition på kulturområdet er bl.a. at skabe samarbejde på tværs af kommunegrænser og at give kulturlivet optimale rammer for at bidrage til det gode liv i hele regionen.
- De regionale kulturmidler går bl.a. til projekter, hvor emnerne skubber til de udfordringer, som vi har i vores samfund – fx unges trivsel og klimaudfordringerne. Vi prioriterer kulturområdet højt i Region Midtjylland, fordi kunst og kultur spiller en vigtig rolle for vores samfundsudvikling, sundhed og trivsel, og jeg er glad for, at vi med kulturudviklingspuljen kan være med til at udvikle kulturen og kunsten i vores region, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling Bent B. Graversen (V).
Sammen om kulturen
Et af projekterne, Solo - sammen om live oplevelsen, satster på koncertoplevelser for unge ensomme i Aarhus Kommune, hvor ti udvalgte unge professionelle musikere afholder i alt 100 koncerter for små grupper af udsatte unge.
Et andet IETM Aarhus 2023 - Living on the Edge, Performing Arts Platform er et samarbejde mellem fire mindre teatre i regionen. Med støtten kan de blive del af et internationalt samarbejde og en konference i juni 2023, hvor et fælles tema er klimamæssig bæredygtighed og scenekunstens mulige rolle som agent for den grønne omstilling.
Klimaspørgsmålet er også på spil i projekt Skolen for Jordvisdom - Secret Hotel, der skal være en vidensbank med kurser og netværksaktiviteter for kunstnere, forskere og borgere. Og med afsæt i Ringkøbing-Skjern Kommune har projektet Kunstneren Tæt På - Can Rebecca Canoe lagt op til samarbejde mellem ni kommuner om synergi mellem lokalsamfund, kunstnere og kommuner. Og tre kommuner arbejder sammen om et udviklingsprojekt for kulturhuse i projektet Regionale Kulturcentre i praksis - Maltfabrikken.
De støttede projekter er udvalgt på baggrund af regionens kulturpolitik 2020-2024 og er vurderet ud fra kriterier som innovation, partnerskaber, relevans og læring. Der var i alt 24 ansøgninger om tilskud fra den sidste ansøgningsrunde i 2022.
Regionen Midtjyllands regionale udviklingsstrategi frem til 2030 ses her.
cwa
De syv projekter:
Regionale Kulturcentre i praksis - Maltfabrikken, Syddjurs Kommune: Maltfabrikken søger i samarbejde med Slagteriet og Godsbanen om tilskud til et 3-årigt projekt, der er et udviklingsforløb for kulturhuse, hvor de bruger partnerskabet som sparring og inspiration. De arbejder med fem overordnede "best practice"-forløb og har planlagt regionale studieture samt to internationale studieture for deltagerne. Syddjurs Kommune, Holstebro Kommune og Aarhus Kommune indgår alle tre ligeligt som i partnerkredsen som medskaber og faglige sparringspartnere. Samlet budget: 2.781.000 kr. Region Midtjylland støtter med 549.000 kr.
Regional understøttelse af ungemiljøer - Fermaten, Herning Kommune: Fermaten søger i samarbejde med bl.a. SPOT Festival (Aarhus), regionale spillestederne samt et ungdomsmiljø om tilskud til et 3-årigt projekt, der skal understøtte ungdomsmiljøer og opbygningen af relationer mellem etablerede kulturinstitutioner og den lokale ungdom. Projektet benytter sig af en "learning by doing"-metode og fokuserer på konkrete anledninger til at bringe de unge og de etablerede institutioner tættere på hinanden. Projektet består bl.a. af nedsættelsen af en "opstartspulje" til ungeinitiativer samt en afsluttende konference. Samlet budget: 1.883.784 kr. Region Midtjylland støtter med 727.000 kr.
Kunstneren Tæt På - Can Rebecca Canoe, Ringkøbing-Skjern Kommune: Can Rebecca Canoe søger i samarbejde med ni kommuner og blandt andre en række foreninger og netværk om tilskud til et 3-årigt projekt, der har til formål at udvikle en samarbejdsmodel for, hvordan der kan skabes synergi mellem lokalsamfund, kommuner og kunstnere og parternes forskellige målsætninger, fagligheder og perspektiver omkring det fælles projekt at sikre gode liv i landsbysamfund. Projektet bygger på et tidligere støttet pilotprojekt, som udviklede en model til at arbejde med kunst i landdistrikterne – det er denne metode, man nu ønsker at bygge videre på, bringe i spil på et højere strategisk niveau i 2023-2025 samt opbygge en økonomisk bæredygtig model for. Samlet budget: 6.338.000 kr. Region Midtjylland støtter med 900.000 kr.
IETM AARHUS 2023 - Living on the Edge, Performing Arts Platform, Aarhus Kommune. Performing Arts Platform i samarbejde med bl.a. fire mindre teatre i regionen søger om tilskud til det internationale scenekunst-netværkstræf IETM, der kommer til regionen i juni 2023. På scenekunstområdet er IETM det største og mest betydningsfulde europæiske netværk med sine over 500 medlemmer fra mere end 60 lande. Med IETM vil der være rig lejlighed til at udbygge netværk, udveksle erfaringer og diskutere højaktuelle udfordringer. Et fælles tema bliver klimamæssig bæredygtighed og scenekunstens mulige rolle som agent for den grønne omstilling. Regionens tilskud skal især gå til fire "formøder" op til konferencen. Samlet budget: 3.277.000 kr. Region Midtjylland støtter med 300.000 kr.
SOLO - Sammen Om Live Oplevelsen, ROSA - Dansk Rock Samråd, Aarhus Kommune: Dansk Rock Samråd – ROSA – søger tilskud til et 3-årigt projekt, hvor kultur som et socialt redskab skal modvirke ensomheden blandt unge. I projektet deltager bl.a. sociale aktører og regionale spillesteder. I projektet udvikles og tilbydes et koncertformat, der er henvendt til unge, som er ensomme. Der deltager 10 udvalgte unge professionelle musikere, som afholder i alt 100 koncerter for små grupper af unge udsatte. Projektets bygger på erfaringer fra projektet Musikalske Besøgsvenner. Samlet budget: 1.505.000 kr. Region Midtjylland støtter med 510.000 kr.
Skolen for Jordvisdom - Secret Hotel, Aarhus Kommune: Secret Hotel søger om tilskud til etableringen af Skolen for Jordvisdom, hvor kunsten formidler bæredygtighed, klimakrise og håb. Skolen for Jordvisdom skal være en vidensbank, hvor der afholdes kurser og netværksaktiviteter, samt hvert 2. år symposiet Earthbound, hvor der mødes forskellige fagligheder fra flere lande og udveksler og udvikler nye løsninger på klimakrisen. Skolen for Jordvisdom (SfJV) vil fokusere på at opkvalificere kulturarbejdere, kunstnere, forskere og andre borgere til den svære fremtid vi går ind i med en konkret klimakrise som ny dagligdag. Projektet gennemføres bl.a. i samarbejde med Deep Forrest Art Land, Performing Arts Platform m.fl. Samlet budget: 1.964.250 kr. Region Midtjylland støtter med 700.000 kr.
jORDskælv - Struer Bibliotek, Struer Kommune: Struer Bibliotek søger om tilskud til et 1-årigt projekt sammen seks andre biblioteker i regionen. I projektet indgår forlaget Ordskælv, forfattere, billedkunstnere og folkeskoler. Projektets formål er at skabe et kunstnerisk jordskælv blandt regionens 8. klasser. I projektet udvikles undervisningsmateriale, afholdes skriveworkshops m.m., som resulterer i udgivelse af et professionelt bogværk, der lanceres på Børnefolkemødet 2023. Projektet retter sig mod FN's 17 verdensmål. Samlet budget: 1.829.000 kr. Region Midtjylland støtter med 400.000 kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.