dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Ny analyse: VE-anlæg giver mere i kommunekassen end landbrugsarealer

Solcelle- og vindmølleparker giver en langt flere penge i de offentlige budget pr. hektar end landbruget, viser ny analyse. Green Power Denmark ønsker, at en større del af de penge går til kommunerne.
17. NOV 2025 15.30

Når der bliver opstillet vindmøller og solceller, giver det ikke kun mere grøn strøm i stikkontakten, men også flere penge til samfundet i form af selsskabsskat, ejendomsskat, jordskat, VE-bonus og midler til den grønne pulje. I alt bidrager solceller- og vindmølleparker langt mere til samfundet pr. hektar end landbruget, viser en ny analyse, som KPMG har lavet for Green Power Denmark. 

De tre eksempler på energianlæg, som KPMG har regnet på i analysen, bidrager med mellem 160 og 562 mio. kr. over 30 år. Et tilsvarende landbrugsareal bidrager med under 5 mio. kr. i samme periode. Analysen tager udgangspunkt i et anvendt landbrugsareal på 175 hektar.

Dermed bidrager energiproduktion med 32-112 gange højere skattebetalinger og lokale bidrag, end hvis jorden bliver brugt til landbrugsproduktion. 

Det er dog langtfra hele gevinsten, der tilfalder de kommuner, som lægger jord til, skriver Green Power Denmark. 

Størstedelen af samfundsbidraget kommer fra selskabsskatten. Her tilfaldet langt hovedparten ikke den kommune, der har lagt jord til. Tværtimod er det blot 15 pct. af selskabsskatten, der tilfalder den kommune, hvor firmaet bag VE-anlægget har hovedsæde, hvilket ikke nødvendigvis er den kommune, som lægger jord til anlægget.

Det skyldes, at den kommunale andel af selskabsskatten som udgangspunkt bliver fordelt efter, hvor virksomhederne har ansatte.

Skal finde en mere rimelig model

Der findes enkelte undtagelser i andre brancher som eksempelvis ubemandede tankstationer, hvor det i stedet er kommunen, tankstationen ligger i, som får glæde af den kommunale del af selskabsskatten. 

- Regeringen og KL er allerede enige om, at der er behov for en ny model for fordeling af selskabsskatten. Det er oplagt at kaste blikket på den model, som vi allerede kender fra de ubemandede tankstationer, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark.  

Hvis Green Power Denmarks forslag til en ny model for fordeling af selskabsskatten bliver gennemført, vil den kommune, som lægger jord til energiproduktion, få en større andel af de samlede skattebetalinger. På grund af den kommunale udligning får kommunen ikke hele den kommunale andel af ejendoms- og selskabsskatten men vil kunne beholde op mod 44 pct. 

- Kommunerne spiller en helt central rolle, når det handler om at finde plads til solceller og vindmøller. Flere kommuner er nødt til at tage ansvar, og det vil være helt fair, hvis kommunerne, som lægger areal til grøn energiproduktion, får større økonomiske gevinster, siger Kristian Jensen. 

- Politikerne er nødt til at se på, hvordan pengene kan blive fordelt mere rimeligt. Når en kommune går forrest og lægger jord til produktionen af grøn strøm, bør den få en væsentlig større del af de økonomiske gevinster, end det er tilfældet i dag, tilføjer han. 

Udligningssystem spænder ben

Analysen fra KPMG retter også lyset mod en række uhensigtmæssige elementer i udligningssystemet i forhold til opsætning af VE-anlæg. 

Udligningssystemet dæmper kommunernes incitament i forhold til at øge indtægter fra selskabs- og ejendomsskat, som fx ved at give grønt lyst til opsætning af VE-anlæg.

Mange VE-anlæg sættes nemlig op i kommuner med et lavere beskatningsgrundlag. Kommuner, hvis indtægter er under gennemsnittet, modtager tilskud, mens kommuner, der ligger over gennemsnittet, skal aflevere en del af det overskud. 

Med nye anlæg vil kommunens beskatningsgrundlag stige, hvormed kommunen vil nærme sig gennemsnittet, og hvis kommunen kommer over gennemsnittet, vil det være en endnu lavere andel af samfundsbidraget, som vil komme den pågældende kommune til gode. 

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ny-analyse-ve-anlaeg-giver-mere-i-kommunekassen-end-landbrugsarealer

GDPR