HOVEDSTADEN: Regionsrådet i Region Hovedstaden har sat navn på syv kulturevents, der får penge fra den regionale Kulturpulje. Rådet ønsker med de i alt seks mio. kulturkroner at give et løft til et område, der i særlig grad er ramt af coronakrisen.
- I disse coronatider er kulturlivet hårdt presset og derfor er det godt at vi kan hjælpe til med denne økonomiske håndsrækning. Og nok er vores primære fokus hvordan vi på hospitalerne bedst kan bekæmpe covid-19, men kultur og oplevelser er også utroligt vigtigt for hvordan vi mennesker har det, og på den måde handler det også om sundhed alligevel, siger formanden for udvalget for forskning, innovation og uddannelse, Lars Gaardhøj (S).
Flere af projekterne taler ind i levereglen om ’en sund sjæl i et sundt legeme’, eksempelvis skal ’ActionHygge’ med sport og udfoldelse for hele familien udfoldes i regi af gadefesten Distortion, og ikke mindst skal Experimentariums OL-By på tagterrassen for borgere med og uden handicap levere inspiration til et aktivt liv.
#MeToo og e-sport
Andre projekter bidrager til regionens indsats for flere faglærte og flere med teknisk/naturvidenskabelige kompetencer. Blandt andet vil Teater Solaris involvere studerende fra Erhvervsskolen Next i et projekt om #MeToo, mens Copenhagen Gaming Week har konkrete mål for, hvor mange kvinder de vil engagere i de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser og job gennem gaming og introduktion til gamingindustrien.
Det internationale event om gaming og e-sport vil byde på forskellige aktiviteter, turneringer og konference i en uge i Bella Center og rundt om i København.
Borgere i hovedstadsregionen kommer til at opleve CopenHell Con, en ny international messe om rollespil og fantasy i den gamle B&W-hal i København, som en del af metalmusikfestivalen CopenHell. Mens Sound Dues vil skabe en international jazzfestival med over 40 koncerter, gastronomi og livsstil over flere dage på nye steder i Helsingør.
De syv projekter modtager hver støtte fra regionsrådet på imellem 0,5 og 1,5 mio. kr. Den regionale andel udgør fra 10 til 25 pct. af budgettet for hver af de syv projekter:
- Lad legene begynde – OL og para-OL By på Experimentariums tagterrasse og med Experimentarium som leadpartner.
- Copenhagen Gaming Week i bl.a. Bella Center med BC Hospitality Group som leadpartner.
- Ungdommes Folkemøde i Valbyparken med fonden Ungdomsbureauet som leadpartner.
- #Me Too – også mig i fire kulturhuse i København med Teater Solaris som leadpartner.
- Sound Dues i Helsingør med foreningen Sound Dues som leadpartner.
- Action Hygge i Københavns offentlige rum som en del af Distortion med NusNus aps som leadpartner.
- CopenHell Con på Amager som en del af CopenHell-musikfestivalen med Live Nation Danmark som leadpartner.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.