HOLSTEBRO: I november sidste år fik Holstebro Kommunes madordning for ældre, 'Det Gode Køkken', overrakt Den Danske Designpris 2008/2009 i kategorien 'servicedesign'. Nu er 'Det Gode Køkken' nomineret til en endnu pris - i Tyskland, oplyser kommunen.
'German Design Award' er den højeste officielle designpris i Tyskland, og det er denne pris, 'Det Gode Køkken' er nomineret til for 2010. Kun projekter, der tidligere har fået en national eller international pris, kan nomineres til den tyske designpris.
- Det vigtigste er naturligvis, at vores ældre får god mad og en god service. Men derudover glæder vi os over, at vores projekt og resultater også har fået anerkendelse udenfor kommunens grænser, da vi fik Den Danske Designpris, og nu udenfor landets grænser med nomineringen til den tyske designpris. Når 'Det Gode Køkken' har skabt så mange gode resultater, skyldes det ikke mindst, at vi har lagt meget vægt på at udvikle det i tæt samarbejde med brugerne, siger konstitueret direktør for Social og Sundhed, Poula Sangill.
Nye menuer
Projekt 'Det Gode Køkken' startede sidste forår. Det blev udviklet i et samarbejde mellem Holstebro Kommune og idé- og designbureauet Hatch & Bloom. Udfordringen var at skabe en anderledes og bedre madservice for kommunens ældre. Det er lykkedes med bl.a. nyt logo, nye menukataloger og nye menuer med sund og lækker mad.
Da projektet i november sidste år fik overrakt Den Danske Designpris 2008/2009, lød juryens begrundelse bl.a. sådan:
- 'Det Gode Køkken' er et fremragende eksempel på, hvordan en servicedesign-proces kan løfte en opgave. Fra et image som en støvet og kedelig offentlig serviceleverandør er 'Det Gode Køkken' blevet et moderne og brugerorienteret køkken for ældre.
Fakta om Det Gode Køkken
- Har ca. 50 ansatte fordelt på køkkener og cafeer i Ulfborg, Vinderup og Holstebro.
- Leverer mad til 550 hjemmeboende pensionister i Holstebro Kommune.
- Laver desuden skolemad og leverer mad til bl.a. plejeboliger og vuggestuer. 'Det Gode Køkken' driver også tre cafeer, hvor pensionister og beboere i plejeboliger kan spise et måltid mad og købe mad med hjem.
- 'Det Gode Køkken' bespiser også ca. 110 ansatte i Skattecentret i Struer
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.