
SVENDBORG / FAABORG-MIDTFYN / NYBORG: En større skare rykkede onsdag ud med det store Egeskov Marked som mål. Formålet var i en samlet aktion at afsløre om nogle af de mange hundrede udstillere på de 400 boder på Egeskov og deres medarbejdere havde noget udestående med myndighederne, forklarer en af de aktionerende kommuner i en pressemeddelelse.
Svendborg Kommune beretter stolt:
'...Resultatet blev en række sager, som de forskellige myndigheder nu skal hjem og arbejde videre med. Det samlede udbytte i kroner og øre af aktionen kan ikke umiddelbart gøres op. Men der er tale om tusindvis af kroner, som de offentlige pengekasser bliver beriget med.
I alt 114 personers forhold skal myndighederne nu i gang med at kigge nærmere på.
14 personer fik kontanthjælp.
85 personer fik førtidspension/folkepension. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at pensionister gerne må have en vis indtjening inden der sker modregning i deres pension. Men kommunerne skal nu undersøge om pensionen udbetales på et korrekt grundlag.
Én person fik udbetalt efterløn, syv personer fik understøttelse fra deres A-kasse, mens tre personer var på syge/barselsdagpenge. Tre var i fleksjob og en var på revalidering.
Herudover fik myndighederne kontakt med en person, der ikke måtte opholde sig i Danmark.
Når myndighederne nu går i gang i med at undersøge sagerne, kan det vise sig, at der rent faktisk findes flere overtrædelser af reglerne.
Også fødevarekontrollen var i aktion. Herfra lød meldingen, at det generelt så tilfredsstillende ud.
- Det er første gang, at vi har foretaget en så stor og fælles koordineret aktion sammen. Men det er min klare opfattelse, at det ikke bliver sidste gang at vi gør det. Fordelen ved at være af sted med de forskellige myndigheder er, at vi får langt større muligheder for at koordinere vores indsats og på den måde få gavn af det samarbejde, som loven nu giver mulighed for. Nemlig at gå på tværs af kommunerne, fortæller afdelingsleder Bjørn Pedersen, Svendborg Kommune.
De enkelte myndigheder havde hver især fokus på forskellige områder. Skat satte fokus på manglende momsindbetaling ligesom de tjekkede om der blev solgt drikkevarer der var købt i udlandet, og ikke betalt dansk pant på. Fødevaredirektoratet tjekkede madvarer og om der var styr på hygiejnen på de enkelte stadepladser, mens medarbejderne fra Arbejdsmarkedsdirektoratet tjekkede om nogle medarbejderne hos stadeholderne fik understøttelse samtidig med at de arbejdede.
Medarbejderne fra de tre kommuner, Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Nyborg, kontrollerede om nogle af de mange folk, der arbejdede på Egeskov Marked fik sygedagpenge, kontanthjælp eller anden for form offentlige ydelser', slutter pressemeddelelsen.
Den fortæller ikke, hvor mange af det offentliges medarbejdere, der var involveret i aktionen.
mou
Foto: http://www.flickr.com/photos/hdport/with/4998293124/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.