Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Kommunale erfaringer med at skaffe unge fritidsjobs skal udbredes

Kommunale erfaringer med at skaffe unge fritidsjobs skal udbredes

To ministre vil hver bruge 200.000 kroner på at evaluere to kommuners samarbejde med Dansk Supermarked

ISHØJ / VALLENSBÆK: Et nyt forsøgsprojekt mellem to kommuner og Dansk Supermarked, der får unge i fritidsjob, er så vellykket, at de gode erfaringer skal spredes til hele landet.

Det ønsker både socialminister Benedikte Kiær (K) og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). De har netop besøgt Bilka i Hundige, som har unge fra Vejleåparken i Ishøj ansat.

Hver af ministrene vil bruge 200.000 kroner på at samle erfaringerne fra samarbejdet mellem kommuner og virksomheden Dansk Supermarked i en evaluering. Den skal både bruges fremadrettet i kommende ungeprojekter og inspirere flere kommuner og andre virksomheder til at deltage.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) siger:

- Det her initiativ er på alle måder godt. Det gavner de unge, som får anerkendelse og rollemodeller. Det gavner lokalområdet, fordi de unge kommer væk fra gaden, og det gavner beskæftigelsen, fordi netop fritidsjob kan hjælpe unge igennem en uddannelse og klæde dem på til et fuldtidsjob efter skoletiden. Derfor er det vigtigt, at vi høster de gode erfaringer af projektet og bruger dem, så alle unge i landet kan få gavn af ideen.

Benedikte Kiær (K):

- Det levner kun plads til begejstring at se, hvordan samarbejdet mellem kommunerne og det private erhvervsliv hjælper de unge. De unge fra udsatte boligområder får opbygget et netværk og erfaring på arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne være med til at støtte et initiativ som dette, og det gør vi ved at evaluere fritidsprojektet, så erfaringerne kan nå ud til hele landet.

Fritidsjobprojektet er et forsøg, som Dansk Supermarked har sat i søen, og som foreløbig kører mellem virksomheden og Ishøj og Vallensbæk kommune og Københavns Kommune. Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet overlader ansvaret for evalueringen til et eksternt konsulentfirma.

Projektet giver unge mellem 15-18 år mulighed for at skaffe sig et fritidsjob. På den måde får de unge både erhvervserfaring, færdigheder indenfor erhvervslivet og lyst til at uddanne sig.

Fakta:
Den seneste undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at unge med fritidsjob har større chance for at gennemføre en uddannelse. Derfor har ministeriet også lavet et fritidsjobinitiativ, der på et nyt website vil samle alle opslåede fritids- og studiejob sammen med elev- og praktikpladser. Lanceringen af websitet bliver efterfulgt af en kampagne i jobcentrene, som skal hjælpe flere unge i fritidsjob.