
KOLDING: Tre konkrete projekter i Kolding har vakt interesse hos den samlede forening af handelskamre i Saudi Arabien, Council of Saudi Chambers. Efter sommerferien vil en saudisk delegation derfor besøge Kolding for at undersøge mulighederne for saudiske investeringer.
Besøget kommer i kølvandet på, at Kolding Kommune og Business Kolding for nylig besøgte Abu Dahbi og Saudi Arabien.
- Vi taler om tre konkrete projekter, hvor de er interesserede. Det er Holmstaden med outletbutikker midt i Kolding, vores store erhvervssatsning Nordic Synergy Park samt en turismesatsning i form af overnatning. Og det tegner godt, for vi er også nået til et punkt, hvor vores mange kontakter og gode dialog skal til at udmønte sig i mere håndgribelige resultater, fortæller borgmester i Kolding, Jørn Pedersen (V), der stod i spidsen for delegationen.
Et perfekt match
Business Kolding og kommunen har gennem et stykke tid arbejdet for at skabe arabisk interesse i at investere i nogle af Koldings projekter. Med i samarbejdet er også Marwan Zobi, dog ikke i sin egenskab af byrådsmedlem. Men i kraft af sine kontakter, er han ansat som konsulent hos Business Kolding til netop dette samarbejde.
Sidste år besøgte ikke færre end seks arabiske ambassadører samtidigt Kolding. Derfor er det håbet, at arbejdet til sidst bærer frugt.
- Vi mener selv, at vi har mange gode projekter, og de har pengene til at investere. Så vi håber og tror, at vi kan få lavet et perfekt match. Det gav de også selv meget tydeligt udtryk for til deres lokale medier, da vi var i Saudi Arabien, fortæller Jørn Pedersen.
srl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.