
KOLDING: Kolding Kommune vil holde et borgermøde for at informere om, hvordan man skal forholde sig, efter at en ulv har været på spil tæt på boligområder og børneinstitutioner, oplyser kommunen på sin hjemmeside.
Siden midten af februar er tre rådyr fundet nedlagt i den bynære Kolding Skov. Fra to af dyrene blev der udtaget DNA-prøver, og resultaterne af disse prøver viser nu, at rådyrene blev nedlagt af en ulv, oplyser kommunen.
- Det kommer bag på os, at en ulv har jaget i en så bynær skov, hvor der færdes mange mennesker. Vores teori var, at rådyrene var blevet dræbt af løsgående hunde, men nu har DNA-analyserne gjort os klogere, siger biolog Mette List, Kolding Kommune.
Ulven er ikke farlig
Eksperter understreger, at ulven er meget sky, og at det fredede dyr under normale omstændigheder ikke udgør nogen fare for mennesker. Ikke desto mindre nærer en del mennesker en instinktiv frygt for ulven.
- Den frygt skal vi naturligvis anerkende, siger borgmester Jørn Pedersen (V).
- Derfor har vi med det samme taget kontakt til Naturstyrelsen for at høre, hvordan vi som kommune skal forholde os. Vi har også allerede aftalt at holde et informationsmøde, hvor eksperter fra Naturstyrelsen kommer og fortæller om ulven og svarer på spørgsmål fra borgerne. Jeg håber, et sådant møde kan være med til at aflive nogle myter, siger borgmesteren.
- Vi har også taget kontakt til blandt andet daginstitutioner, som grænser op til Kolding Skov, for at fortælle dem om besøget af ulven. Efter at have snakket med eksperterne i Naturstyrelsen er budskabet, at der ikke er nogen grund til at være bange for at tage på skovtur, tilføjer han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.