
- Lokalpolitik handler om meget mere end fortove, rundkørsler og støttestrømper. Vi har jo i kommunerne stor indflydelse på de unges hverdag i form af fx ungdomsklubber, folkeskolen, og foreningslivet. Og det kan et prøvevalg være med til at sætte fokus på, siger borgmester Marie Stærke (S).
Lokalpolitikerne tager masser af beslutninger, der påvirker de unges hverdag - for eksempel priserne i svømmehallerne og tilbuddene i ungdomsklubberne. Og hvis de 16-17-årige får stemmeret, vil deres interesse for lokalpolitik blive større, vurderer Marie Stærke.
- Jeg støtter varmt tanken om 16-års valgret. Både folkeskolen og ungdomsuddannelserne gør så meget ud af samfundsundervisningen, at de unge faktisk er klar. 16-årige har rigeligt med holdninger og viden til at kunne stemme, siger 29-årige Marie Stærke, der samtidig er Danmarks yngste borgmester.
Flere overvejer prøvevalg
I flere kommuner er der nu overvejelser om at lave prøvevalg. Eksempelvis vil Frederikshavn Kommune debattere forslaget om prøvevalg i lyset af Køges beslutning.
- Intentionerne i forslaget er gode, og vi vil derfor se positivt på forslaget, siger Frederikshavns borgmester Erik Sørensen.
Historisk gennembrud
I Køge afvikles og planlægges prøvevalget i samarbejde med Kommunernes Landsforening og DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, der repræsenterer 70 børne- og ungdomsorganisationer med 600.000 medlemmer.
- Det er et historisk gennembrud, at en kommune nu vil lade 16-årige stemme og dermed blive en del af demokratiet. Vi ser prøvevalget som et første skridt mod 16-års valgret i Danmark, siger DUFs formand, Martin Justesen.
Afstemningen i Køge skal foregå elektronisk, og den afstemningsform vil i høj grad appellere til de unge, forudser Marie Stærke.
- Mange unge vil føle sig tiltrukket af muligheden for at stemme elektronisk. Man kan sidde i sin pyjamas klokken 23 om aftenen og foretage sit valg.
Borgmesteren forventer, at skolerne i Køge Kommune laver særlige emneuger, så de unge forberedes på prøvevalget. I den forbindelse producerer DUF en række oplysnings- og undervisningsmaterialer, der kan bruges til at sætte fokus på valgret og unges deltagelse i demokratiet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.