KØBENHAVN: Københavns Kommune fik mandag overrakt digitaliseringsprisen i implementeringskategorien i Musikhuset Aarhus, hvor den årlige OffDig-konference for offentlig digitalisering fandt sted.
Prisen får sundheds- og omsorgsforvaltningen for implementeringen af en VikarAdgangs-app, der gør der nemt at oprette og bestille vikarer til hjemmepleje og plejehjem. Før krævede oprettelse af en vikar, at der blev givet besked til en administrativ medarbejder, der så bestilte vikarbreve hos Koncern-IT. Når de efter et par dage kom, skulle de printes ud, underskrives og sendes retur.
I dag har alle medarbejdere i hjemmeplejen og på plejehjem i princippet mulighed for at bestille en vikaradgang med appen. En planlægger i fx hjemmeplejen bestiller således vikaradgangen sammen med vikaren, når han eller hun er mødt på arbejde, og adgangen kan bruges med det samme. Appen sparer hvert år kommunen ca. 6,5 mio. kr. i driftsomkostninger og er udviklet internt i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til en pris på 400.000 kr.
Appen blev implementeret over seks uger, og anvendes nu i forvaltningens mere end 50 enheder. Det er anden gang, kommunen vinder en pris for vikar-appen. I maj blev arbejdet anerkendt med publikumsprisen for innovation i den offentlige sektor, som uddeles af Center for Offentlig Innovation, COI.
Implementeringsprisen er en af fire priskategorier for Digitaliseringsprisen, der er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner, Djøf, Rambøll, Dansk IT og Charlie Tango. I kategorien innovation vandt Landbrugsstyrelsen for deres løsning, der med satellitbilleder letter landmændenes hverdag og effektiviserer kontrolopgaver.
Sammenhængsprisen blev ekstraordinært uddelt til to projekter, som begge belønnes for at have gjort den offentlige sektor mere overskuelig og sammenhængende for borgerne i forbindelse med coronapandemien. Formand for dommerkomittéen og adm. direktør i Djøf Tomas Therkildsen kunne dermed både overrække en pris til Region Nord og Sundhedsdatastyrelsen for deres digitalisering af test- og vaccinationsstrategi og til Danske Regioner for deres udvikling af appen Min sundhed i forbindelse med covid-19.
Se de nominerede her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.