
KØBENHAVN: Borgere, der smider en flaske, et stykke papir eller cigaretskodder på gaden, skal kunne få en bøde af kommunen. Det er tanken bag en idé fra Københavns Kommune som har søgt om at få lov til at hive bødeblokken frem og kræve penge ind, når borgerne smider affald på gader, stræder og i parker, skriver DR København.
Det sker som en del af frikommuneordningen, hvor udvalgte kommuner får vidtgående muligheder for at afprøve nye måder at varetage de kommunale opgaver.
Ideen kommer fra besøg i andre byer, som København normalt sammenligner sig med, siger Jon Pape, der er serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen:
- Byerne er meget renere end København, og de giver ofte bøder til folk, der smider affald i gaderne, siger Jon Pape til DR København.
Hvor meget det skal koste at smide skrald, og hvem der skal sørge for at få bøderne i kassen, ved kommunen endnu ikke. Men håbet er, at skraldebøderne kunne have en præventiv effekt.
- Fordelen vil være, at folk tænker sig mere om, før de smider affald, forklarer serviceområdechefen
Hvis frikommuneforsøget skal blive en realitet, så skal mindst én kommune mere være med på ideen, og den skal godkendes af Indenrigsministeriet.
Man kan faktisk allerede få en bøde på op til 8.000 kr. for at smide affald i naturen eller byerne, men det er politiet, der står for at dele dem ud.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.