
KØBENHAVN: Når det gælder om at holde byen ren, bevæger København sig i den rigtige retning, viser en helt ny undersøgelse af renholdet i seks europæiske hovedstæder. København er gået fra en sidsteplads i 2010 til en delt tredjeplads med Stockholm i år. Undersøgelsen viser, at renholdelsesniveauet i Indre By har været stigende over de sidste fem år, og at man nu ligger på en førsteplads, når det gælder renholdet i byens parker.
Der er dog stadig udfordringer med affald i byens gader, oplyser kommunen, og det er særligt cigaretskodder, der forhindrer en højere placering i sammenligningen med de øvrige europæiske byer. Det billede bekræftes af de affaldstællinger, som Teknik- og Miljøforvaltningen gennemfører tre gange årligt. Her viser den nyeste tælling, at cigaretskod udgør 85 pct. af det henkastede affald på byens gader.
- Selv om vi ikke når i mål med ambitionen om at blive Europas reneste hovedstad i 2015, opgiver vi ikke kampen for et renere København. Med vores nye vision for byen, 'Fællesskab København', har vi vedtaget et ambitiøst mål om, at to tredjedele af københavnerne i 2025 skal opleve, at de bor i en ren by. Hvis vi skal nå det mål, er det udfordringen med cigaretskodder, vi skal komme til livs. Derfor sætter vi nu ind med en række nye tiltag, siger teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL).
Adfærd og indretning
Teknik- og Miljøforvaltningen angriber udfordringen med cigaretskodder på to fronter. Den ene fokuserer på adfærd, mens den anden fokuserer på at indrette byen, så den bliver nemmere at renholde.
I dag er det en udfordring, at cigaretskodder ryger ned i de sandfyldte fuger mellem brostenene, hvor fejemaskinerne ikke kan komme til. Derfor har kommunen stillet krav om, at der bliver lavet faste fuger mellem brostenene under byens nye buslæskærme, når København i 2016 får etableret nye læskærme ved busstoppestederne.
Sideløbende arbejder kommunen med at gøre det lettere for rygerne at komme af med deres cigaretskodder under hensyntagen til, at røgen skal skade andre mindst muligt. Tidligere forsøg har vist, at synligt og strategisk placerede askebægre kan reducere andelen af skod på gaden med op til 46 pct.
I øjeblikket samarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen med Christianshavn Gymnasium og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om at teste, hvordan adfærdsdesign kan påvirke eleverne til at undlade at kaste skod og tage hensyn, når de ryger. Resultatet vil blive brugt som inspiration til resten af byen.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.