København ødelægger kvalitetsorienteret mangfoldighed

Af Anne Esther Boukris og Christina Bornemann Surel

I Københavns Kommune er hver dag en retorikkens dag.

Argumentationerne for at den snarligt kommende strukturændring er den eneste rigtige løsning udvikler sig i eventyrlige retninger; lige fra at stordrift skaber CO2-besparelser til, at områderne er at identificere med en hel lille landsby, hvor snart sagt seks måneder gamle børn kan kravle ned i klubben til de 13 årige og spille computerspil og æde pomfritter.

Derudover vil integrationen, ifølge politikerne, også lykkes med besparelserne fordi områderne vil bestå af sammenlagte institutioner i lokalområdet (læs: så blandes kulturerne). Tværtimod vil flere institutioner lukke sig om deres lokalområde. Og Nørrebro er jo stadig Nørrebro og Østerbro er stadig Østerbro.

Samtidig har man lukket kontoret for Integration og Mangfoldighed i selvsamme forvaltning, og ligeledes kasseret Tosprogspladserne (hvor tosprogede/interkulturelle børn havde en lille bitte chance for at opleve kvalitet og anerkendelse)

Kort sagt så er Københavns Kommune ved at ødelægge en velfungerende kvalitetsorienteret mangfoldighed blandt daginstitutionerne. Hverken forældre eller bestyrelser er blevet hørt.

Rundt om i byen foregår dagligt aktioner og stormøder, og læserbrevene vælter ind over dagbladenes redaktioner. Erfaringer fra landets anden- og trediestørste kommune, Århus og Odense, fortæller, at spareplanen og omstruktureringerne er en kæmpe fiasko. I begge kommuner er der opstået behov for yderligere ansættelser af ledere og budgetter til strukturomlægningerne.

S i Furesø droppede det også
Ligesom det var anledningen til at Socialdemokraterne sløjfede ideen i Furesø Kommune. Der ud over har den bebudede omlægning til klyngeledelse vist sig at eliminere forældredemokratiet ved at sætte bestyrelserne uden for indflydelse. Det er ekstremt umoderne og halsløs gerning. I efteråret kommer den første store evaluering af tiltagene rundt om i landet. Den evaluering gider Københavns Kommune ikke at vente på. Det der bekymrer os som skatteborgere i København er, at Københavns Kommune må skalte og valte med eksperimenter, som vi på forhånd ved vil være en kæmpemæssig økonomisk belastning for kommunen.

Det interessante, og også meget ærgerlige er, at den sidste måned fra beskeden blev offentligtgjort og satte gang i panikken blandt forældre og pædagoger har stået i 'privatiseringens tegn'. For det er sådan, at den eneste løsning for Københavns mindre institutioner er at blive private.

Det er ganske enkelt ikke en ønskelig situation. De 350 selvejende institutioner i Københavns Kommune, som er med til at udgøre kravet om at tilbuddene i København skal være både fleksible, mangfoldige, små og store og herved tilgodese den mangfoldighed af børn og behov, vores lille borgerbefolkning består af, har én mulighed: at vende Københavns Kommune ryggen og således, stik imod vores ønske, være med til at undergrave kvaliteten ved at trække os ind i os selv.

Høring i juli, når alle har ferie?
Det undrer os meget, at dette er kommunens ønske. Og det undrer os, at kommunen ikke evner at tænke langsigtet, sammenhængsskabende og borgerrettet. Disse tre præmisser er i og for sig kommunens eksistensberettigelse. Hertil kommer, at Københavns Kommune i 2007 fik foretaget en strukturundersøgelse på daginstitutionsområdet. Heraf udkom en rapport, hvor det blev anbefalet eksplicit, at man ikke ændrede i strukturen på dagsinstitutionsområdet!

Så hvad er motivet for de kommende beslutninger hvis det allerede er bevist, at planen er dødsdømt?

Det er fristende at forfalde til at beskylde kommunen for decideret at modarbejde mangfoldigheden og fleksibiliteten i daginstitutionstilbuddene. Ja, det virker som om, at der foregår en klapjagt på alt hvad der hedder god kvalitet og heterogenitet. Men hvad værre er, så virker det som om, at børneområdet er det letteste at skyde til jorden med besparelser.

Dels er området kæmpestort, og dels er kommunens budgetter på området tilslørede af mange årsager. Og netop børnefamilierne er så fortravlede og økonomisk belastede, at overskuddet til at invitere sig selv ind i dialogen ikke er til stede. Og netop det fravær af spørgsmål udnytter både politikere og embedsmænd ved at præsentere planen i falsk klæde ' som et forslag der endnu ikke er vedtaget' (på trods af at stort set al struktur er på plads) og ved at lægge høringer i juli, hvor alle børnefamilier af hensyn til fastlagte lukkedage er taget på sommerferie.

Er det ikke snart sagt metoder, vi kun kender fra regimer, vi tager stor afstand fra?

Ødelæggende købmandslogik
Der er da også en hel række paradokser i det konkrete strukturtiltag og de mange besparelser; lige fra fjernelse af morgenåbninger på fritidshjemmene til at forældre selv skal medbringe mælk, frugt, bleer, madpakker og afholde sommerferie ifølge kommunens lukkeplan.

Samtidig hæves forældrebetalingen og normeringerne er ulovlige. Hvem rammes? Vores børn, fordi de skal tilpasses stordrift. Herved kan det enkelte barn ikke mødes der hvor det er. Mødrene, fordi de får så dårlig samvittighed over utrygheden, at de forlænger deres barsel, går på dagpenge eller lever af mandens indtægt (hvis de har sådan en), og de fattige fordi de ikke har penge til at deltage i festen og må affinde sig med blive placeret i 'deres' såkaldte klynger og dårlige institutioner.

Pædagogik og børns udvikling kan ikke formaliseres, generaliseres og effektiviseres med styringslogikker, der stik imod menneskets natur isoleret kigger og fastholder blikket intenst på strukturer.
Det er en fatal udvikling, at man nu kan opleve konsekvenserne af 80'erne og 90'ernes indførelse af New Public Management i den offentlige sektor.

Og det absurde er, at entreprenørerne bag ideologien allerede for et par år tilbage offentligt bad om tilgivelse for, hvor ødelæggende ideen om at købmandslogik kan styre i et felt, hvor humanismen har retten. Og med Foghs smagsdommermord og krisen har besparelser fået sit helt eget liv. Her til hører ingen diskussioner om velfærd, demokrati, udvikling, omsorg, nærvær, kærlighed, tryghed, læring, kreativitet og kompetencer. Det pædagogiske arbejdes præmis er grundlæggende ødelagt.

Fatale konsekvenser
Der findes ikke længere ambitioner og indsigt i faget og dette menneskeområdes afgørende funktion og betydning for samfundets levedygtighed og udviklingspotentiale.

Det er en udvikling indrammet i ligegyldighed, og lige nu sidder vi og ser på at vores børns liv er blevet taget som gidsel. Som de siger i Århus Kommune, så er problemerne allerstørst der, hvor strukturen ikke er naturlig, og ikke er en forlængelse af det pædagogiske arbejde.

Pædagogik er en kropslig indlejret intelligens, en nærværets og nuets intelligens, der mere og mere tvinges til at blive i-tale-sat i et fremmed sprog. Når pædagogikken tvinges ind i andre logikker forstummer fagligheden. Vi vil gerne pege på det meget problematiske i at tro, at man kan tænke sig frem til at kunne styre børnenes udvikling i daginstitutionerne med tænkte beregninger, s om ikke har taget det moralske ansvar, at inddrage pædagogerne for hvem disse beregninger får fatale konsekvenser.

Det fatale og ubærlige er, at de ansvarlige handler med bind for øjnene. Vi ved at de bebudede strukturforandringer vil gribe afgørende fatalt ind i børnenes liv og forringe kvaliteten af daginstitutionerne til et uacceptabelt og urealistisk niveau. Vi kræver, at de københavnske politikere lytter til de erfaringer der er gjort. Vi kan garantere, at hvis de ikke lytter til de andre kommuner, så ender det med et endnu større underskud. Og hvem skal så bøde for det?

Anne Esther Boukris, rådgivende konsulent og ligebehandlingsekspert (Center for Kunst og Interkultur)
Christina Bornemann Surel, socialpædagog og cand.pæd.soc (souschef i et kommunalt fritidshjem)


Foto: http://www.flickr.com/photos/16782093@N03/