Af Mette Bach Larsen
ÅRHUS: Områdestrukturen på børneområdet i Århus er ikke et forbillede, men et skræmmebillede på hvordan en tanke om effektivisering ender med tab af indflydelse for forældre og ansatte og øger bureaukratiet.
Strukturændringerne på børneområdet i Århus Kommune blev vedtaget som del af millionbesparelsen i 2006, man skulle spare ca. 40 mio. kr. ved effektivisering og stordrift, om det også er sket er der endnu ingen nøjagtige tal på. Kommunen kan ikke oplyse, om de rent faktisk har sparet penge ved at indføre områdestruktur, men meget tyder på det modsatte eftersom administrationen i Århus kommune er forøget og hermed også administrationsomkostningerne og udgifter til høje lederlønninger til de mange nye ledere, som indgår i strukturen.
Men uanset hvordan man gør det op, kommer man ikke udenom at medbestemmelsen og forældredemokratiet har fået et skud for boven: engagementet og følelsen af ejerskab og nærhed med ledelsen i de enkelte institutioner er forduftet. Beslutningsvejene er blevet kringlede og vejen til toppen lang. Forældrenes ytringsfrihed har det trangt, fordi der udøves censur af mødereferater og forældre bliver belært om, at de reelt ikke har nogen kompetence i forhold til dagtilbudsledere og områdechefer.
Mindre tid til børnene
Og der er blevet mindre tid til børnene. Mange forældre giver udtryk for at kontakten med personalet er blevet reduceret i det daglige og at der er mere fravær af personalet pga. møder. Mange personalemedlemmer er frustrerede, for som de siger: 'Alle de møder giver ikke noget til min institution, og der går tid fra børnene'.
De små enheder er truede og de store enheder - 'børnebyerne', som det hedder i Århus vinder frem på bekostning af mangfoldigheden. Det er en klar politisk linje, at det er sådan, man vil ha det - men det er sjovt nok ikke det, der virker, ikke det børnene har godt af og ikke det, som giver mest tilfredse forældre. Flere forskere og undersøgelser peger på, at små enheder er bedst for børnene giver nærhed og højere tilfredshed blandt personale og forældre.
Områdestrukturen i Århus er en skrivebordskonstruktion, som virker på papiret og på de mange slideshows, der hylder den, men som ude i virkeligheden giver alvorlige problemer. Problemer stammer fra at man sætter strukturen og hensyntagen til det administrative over det reelle pædagogiske indhold, børnenes behov og forældrenes ønske om medindflydelse.
Konflikter og meget bøvl
Institutionerne er blevet til afdelinger i et 'dagtilbud', der typisk består af en fem-seks afdelinger, lederne i afdelingerne rangerer under dagtilbudslederen, der rangerer under områdecheferne som rangerer under forvaltningen. Det er hul i hovedet at kalde ændringerne for effektivisering - der er drøjt og besværligt og i strid med den oplevede virkelighed. Det er umuligt at føle sig som del af et 'dagtilbud'. Man føler noget for sin egen institution, fordi det er den virkelighed, man er del af. Dagtilbuddet er en tom konstruktion, en struktur som stritter i alle retninger og som ikke skaber oplevelse af sammenhæng, men af det modsatte.
I de enkelte afdelinger er der nu forældreråd i stedet for de tidligere bestyrelser - men de kan ikke beslutte noget og er blevet til rene festudvalg - kompetencen er flyttet til dagtilbudsbestyrelsen og her skal man tage beslutninger, som imødekommer alle afdelingerne, forskellige kulturer, forskellige fysiske rammer og forskellige økonomier - det giver konflikter og meget bøvl.
Pludselig er man afhængig af en dagtilbudsleders forståelse for den enkelte afdeling, som han/hun ikke kender indefra. Før havde en leder i eget hus med kompetencen til at træffe beslutninger i det daglige i samråd med børnenes forældre, som afgørelserne berører - både hvad angår institutionens daglige virke og anvendelsen af budgettet. Problemer løses bedst der, hvor de opstår. Sådan er forståelsen bag ved den århusianske områdestruktur på børneområdet desværre ikke.
Mette Bach Larsen, daglig leder i Forældrenævnet i Århus.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.