
KØBENHAVN: I dag, mandag 21. juni, behandler Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune forslag til en markant udbygning af vindmøller. Det sker, fordi visionen om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025 kun kan opfyldes, hvis en større del af Københavnernes energiforbrug dækkes af vindmøller.
- Det er et gigantisk og ambitiøst vindenergi-projekt, vi sætter i gang i København. Det er helt afgørende, at vi træffer beslutningen om at satse på vindmøller nu. Ellers når vi ikke målsætningen om at blive CO2 neutrale i 2025. Som hovedstad har vi en særlig forpligtelse til at gå forrest og vise, at vi klar til at sætte investeringer bag ambitionerne, siger Bo Asmus Kjeldgaard Teknik- og miljøborgmester (SF).
Vindmølleplanerne omfatter både placeringer på havet og på landjorden. Placeringen af landvindmøllerne ligger endnu ikke fast, men der er en lang række kommuner i Danmark, som allerede har udpeget områder, der er velegnet til vindmøller, og dem vil Københavns Kommune nu gå i dialog med.
- Havvindmøller vil kunne opstilles i Øresund, men de statslige økonomiske vilkår er i dag for dårlige til, at det er en rentabel forretning. I København har vi ikke plads til så mange møller på land. Derfor er der behov for, at vi har et konstruktivt og godt samarbejde med de kommuner, som har plads til vindmøllerne. Samtidig skal vi have gang i en dialog med staten om vilkårene for at opstille havvindmøller. Som reglerne er i dag, er økonomien for havvindmøllestrøm ikke god nok. Det dur simpelthen ikke og bliver det ikke ændret, kan det bremse kommunernes mulighed for at satse stort på bæredygtig energi, siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Selve etableringen af Københavns Kommunes ambitiøse vindmølleudbygning sker i samarbejde med Københavns Energi og andre mulige partnere samt i tæt dialog med både staten og andre kommuner. Der tages udgangspunkt i, at vindmøllerne lånefinansieres.
I København er der allerede valgt områder, hvor der kan rejses 14 vindmøller inden for kommunegrænsen, nemlig på Kalvebod Syd, Prøvestenen, Lynetten og Nordhavn. Møllerne forventes at være oppe i omdrejninger i begyndelsen af 2013.
mou
Fakta:
Om Københavns klimaplan
• København vil nedbringe sin CO2-udledning med 20 % i 2015 og København vil være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025
• Københavns klimaplan viser med 50 konkrete initiativer vejen til reduktionen i 2015 og i 2012 fremlægges en strategi for realiseringen af visionen for 2025
• Københavns vindmølleprojekt er ét af de 50 initiativer
Om vindmølleprojektet
• Vindmøllerne skal bidrage med en CO2-reduktion på 262.000 tons i 2015 og 650.000 tons i 2025
• For at nå dette skal der over en årrække opstilles mellem 116 og 130 store vindmøller - til havs og/eller på landjorden. Fordelingen afhænger blandt andet af fordelingen mellem land- og havvindmøller
• Den samlede investering er 4-5,5 mia. kr.
• Udgangspunktet er 3 MW møller
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.