Af Jan Trøjborg og Erik Fabrin
I KL's bestyrelse er vi på tværs af partiskel enige om at fastholde et velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste og sikrer fri og lige adgang til kerneydelser som uddannelse, sygdomsbehandling, pleje og omsorg. Men manglen på uddannet arbejdskraft og den økonomiske krise gør det nødvendigt, at vi giver velfærdssamfundet et grundigt serviceeftersyn.
I Danmark har vi et velfærdssamfund, der sikrer, at en 65-årig folkepensionist med en årlig indkomst på 300.000 og en formue på 2 mio. kroner betaler en reduceret ejendomsværdiskat. Ejendomsskatten kan hun i øvrigt få indefrosset - til en meget lav rente. Pensionisten med millionformuen kan også få rabat i den kollektive trafik.
En 35-årig enlig mor til tre små børn med en tilsvarende årlig indkomst på 300.000 kroner - men uden formue - kan derimod hverken få reduceret eller indefrosset sine ejendomsskatter. Og når hun tager bus eller tog til arbejde, må hun betale fuld pris.
Som eksemplerne viser, er det ikke altid de borgere med de største behov, der står forrest i køen, når offentlige skattekroner skal fordeles. Det synes vi ikke er rimeligt.
I KL's bestyrelse er vi på tværs af partiskel enige om at fastholde et velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste og sikrer fri og lige adgang til kerneydelser som uddannelse, sygdomsbehandling, pleje og omsorg.
Tyndere smør
Men manglen på uddannet arbejdskraft og den økonomiske krise gør det nødvendigt, at vi giver velfærdssamfundet et grundigt serviceeftersyn. Ellers er der ikke udsigt til, at Danmark også om 10, 20 og 30 år er et af verdens bedste velfærdssamfund.
KL's bestyrelse har i et nyt udspil givet et bud på nogle af de områder, hvor det er nødvendigt med et eftersyn. Vi foreslår, at velfærdsydelser i højere grad tildeles efter behov og ikke kun efter generelle kriterier som fx alder. Det synes vi er vigtigt. Dels ud fra en retfærdighedsbetragtning, dels fordi vi står midt i en økonomisk krise og får en regning, vi alle skal medvirke til at betale.
Hertil kommer, at historisk store årgange i disse år forlader arbejdsmarkedet, hvor de afløses af historisk små årgange. For hver gang otte personer forlader arbejdsmarkedet, vil kun fem nye komme til.
Hvis det offentlige først og fremmest skal spare sig ud af problemerne - som regeringen foreslår - vil serviceniveauet for os alle sammen gå ned. Så bliver smørret smurt tyndere ud på alle områder.
Konsekvensen kender vi: Ringere børnepasning, dalende kvalitet i folkeskolen og på de videregående uddannelser, faldende kvalitet i sundhedsvæsenet og ringere pleje og omsorg af ældre medborgere.
Sparespor kan ikke stå alene
Det sparespor, regeringen har valgt, kan derfor ikke stå alene. Vi foreslår at åbne flere spor, hvor vi udover besparelser også gennemfører reformer og får taget den vanskelige, men helt nødvendige prioriteringsdebat: Hvor skal grænsen gå mellem det, den enkelte selv skal klare, og det, den offentlige sektor skal tage sig af?
Vi mener, det er nødvendigt, at danskerne kommer tidligere i gang på arbejdsmarkedet - og bliver der længere. Kan en justering af SU-systemet styrke de unges incitament til hurtigere at få afsluttet deres uddannelse? Kan vi i hele uddannelsesforløbet fra barn til voksen motivere stærkere til, at alle får en uddannelse?
Vi efterlyser også en debat om, hvordan vi får produktiviteten i vejret både i den private og den offentlige sektor. Vi ønsker at udvikle det offentligt-private samarbejde. Vi ser gerne, at flere private leverandører kommer på banen og demonstrerer kompetence - også på bløde velfærdsområder som fx børnepasning og ældrepleje. Kommunerne har brug for samarbejdspartnere, der tager et langsigtet ansvar for at udvikle velfærdssamfundet - og ikke kun går efter gevinst på kort sigt.
Mange paradokser
Denne type af udfordringer kommer vi ikke uden om, hvis vi skal fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Undertiden fremstilles det nærmest, som om det er selve velfærdssamfundet, der lægges i graven, hvis man gennemfører selv den mindste lille ændring i et hjørne af systemet. Men udfordringerne går jo hverken væk eller bliver mindre af, at man ikke drøfter dem.
Der er mange paradokser i den måde, vi i dag har indrettet velfærdssamfundet på. Hvorfor er det fx gratis at få et høreapparat, hvis man hører dårligt, mens den svagt seende selv skal betale for sine briller. Og hvorfor er gratis at gå til lægen, mens vi skal betale for at gå til tandlægen?
Sådanne eksempler er et godt afsæt for en mere principiel diskussion af, hvordan velfærdssamfundet skal se ud om 10 eller 20 år. Men viljen på Christiansborg hos flertallet af partierne til med åbent sind at gå velfærdssamfundet efter i sømmene, når nu situationen kalder på det, er svær at få øje på.
Alle holdbare forandringer i vores samfund kræver demokratisk forankring og solid forberedelse, så vores opfordring til vores kolleger på Christiansborg er klar: Flå klapperne af, skru op for det politiske lederskab og få nu taget hul på diskussionen. Enhver kan se, at landet står over for massive udfordringer, der kræver nye løsninger og et opgør med vanetænkningen.
Jan Trøjborg (S) og Erik Fabrin (V), formand og næstformand for KL
Debatindlægget er 6. maj også bragt i Berlingske Tidende
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
