
Fremtidens arbejdsmarked har brug for flere faglærte. Men der uddannes stadigt færre fra erhvervsskolerne, frafaldet er stigende, og tilgangen er vigende. Derfor foreslår KL i et nyt udspil, at der gennemføres et 360 graders eftersyn af ungdomsuddannelserne i lighed med det eftersyn, som er gennemført i folkeskolen.
Fremtidens arbejdsmarked kommer til at mangle fagligt uddannede. Og det kan give problemer for virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne, og dermed for opretholdelsen af samfundets velstand og velfærd.
- Derfor vil KL have sat ekstra spotlys på ungdomsuddannelserne. For kommunerne kan jo ikke give de unge et svendebrev eller en studenterhue. Det kan kun ungdomsuddannelserne, siger Erik Nielsen, formand for KL's Arbejdsamarkeds- og Erhvervsudvalg.
Et af de områder, som KL ønsker med i 360 graders eftersynet, er, hvorfor nogle erhvervsskoler er dygtigere end andre til at udnytte ledelsesrummet og ressourcerne og nedbringe frafaldet.
- Nogle uddannelsesinstitutioner er altså mere fremme i skoene end andre. De kan finde ud af det. De dygtige uddannelsesinstitutioner skal vise vejen og indkredse, hvor der er muligheder og begrænsninger i de rammer, som findes på ungdomsuddannelsesområdet i dag, siger Erik Nielsen.
KL mener desuden, at der bør nedsættes et ungdomsuddannelsesråd af uafhængige eksperter - svarende til skolerådet for folkeskolen - for løbende evaluering og kvalitetsudvikling af ungdomsuddannelsesområdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.