
Det er fint, at regeringen vil bruge en halv milliard på at etablere en uddannelsespulje til arbejdsløse, som Jyllands-Posten skriver i weekenden. Men det er en meget dårlig idé, når regeringen vil finansiere dette løft ved at beskære kommunernes aktiveringsindsats. I stedet bør man finde pengene ved at skære i retten til selvvalgt uddannelse, mener KL.
- Det er en god idé med en pulje til målrettet uddannelse, der kan hjælpe den ufaglærte ledige tilbage i job. Det har KL selv foreslået som et centralt initiativ i kampen mod arbejdsløsheden. Men det virker ikke helt gennemtænkt at finansiere dette ved at skære ned på den kommunale aktiveringsindsats. Det vil uvægerligt svække mange af de beskæftigelsesrettede tilbud, der i dag hjælper ledige tilbage på arbejdsmarkedet, siger KL's formand Erik Nielsen (S).
- Hvis finansieringen skal ske gennem omprioritering, bør det i stedet ske fra de aktiviteter, hvor effekten i dag er mindst. Og her vil det være oplagt at rydde op i det tag-selv-bord, der i dag giver ret til seks ugers selvvalgt uddannelse, som ikke nødvendigvis har et konkret, jobmæssigt sigte, siger Erik Nielsen.
Seks bud
KL fremlagde i weekenden seks konkrete forslag, der skal hjælpe de ledige, der står til fra nytår at ryge ud af dagpengesystemet.
Og et af forslagene er netop, at ca. 300 mio. kr. ud af de godt 500 mio. kr., som i dag anvendes på selvvalgt uddannelse, omlægges, så de i stedet anvendes til en målrettet uddannelsesindsats.
Derudover foreslår KL, at de ledige skal have målrettet uddannelse i stedet for selvvalgt uddannelse. Jobrotationsordningen skal udbredes til det private arbejdsmarked. Og ufaglærte ledige over 30 år skal i en periode have ret til ordinær uddannelse med særlig ydelse – fx dobbelt SU-klip eller kontanthjælpssats.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.