
SYDDANMARK: Servicen i den danske velfærdsstat er under pres, og kommunerne står i de kommende år overfor store udfordringer med bl.a. faldende arbejdsstyrke, flere ældre og en international økonomisk krise.
Udfordringen er: Hvordan bliver kommunerne i stand til at yde bedre service for færre penge?
I jagten på metoder til at tænke nyt og finde nye metoder til at løse opgaverne, har KKR Syddanmark besluttet at rejse ud i verden efter inspiration.
San Francisco og Silicon Valley i Californien er blandt verdens førende centre inden for innovation og innovationsprocesser for udvikling af service og produktudvikling.
KKR Syddanmark vil søge inspiration til at fremme innovationen i den kommunale sektor og til, hvordan tankerne om (radikal) innovation kan udbredes i kommunerne ved at studere, hvordan der arbejdes med innovation i Californien, både i den private og offentlige sektor, og i forskningsmiljøerne på Berkeley og Stanford universiteter.
At de syddanske kommuner ikke er alene om at satse på innovation kan bl.a. ses ved, at den nye danske regering i sit regeringsgrundlag skriver, den vil lave en national innovationsstrategi, som skal favne både den private og offentlige sektor og koordinere den danske innovationsindsats på tværs af alle ministerområder.
15 borgmestre og byrådsmedlemmer fra KKR Syddanmark deltager på turen, der varer syv dage og koster ca. 18.500 kr. pr. deltager, oplyser KL i en pressemeddelelse.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.