Karaktermord, bagholdsangreb og personlig hetz

Af seniorrådgiver Jon Kiellberg


Karaktermord, bagholdsangreb og personlig hetz. Det lyder som ingredienser i en god krimiserie eller en knaldroman. Men det er den politiske virkelighed i en stadig hårdere kamp om vælgernes gunst i Danmark. I takt med at de politiske koryfæer og deres person spiller en stadig større rolle end partierne, vil politikerne i langt højere grad stå for skud for personlige angreb og negative kampagner.

Der er nemlig meget at vinde og lidt at tabe ved at gå efter manden ikke efter bolden. Og her spiller partiernes pressetjenester en særdeles aktiv rolle for at grave historier frem om modstandernes privatliv og serverer dem for dele af pressen, som både er blevet mere nyhedsorienteret og optaget af politiske skandaler.

Et effektivt politisk våben
Blot inden for de seneste to måneder har vi været vidne til to karaktermord på politiske sværvægtere. Først blev Lene Espersen (K) politisk korsfæstet og udstillet i offentlighedens gabestok efter ti måneder i mediekarrusellen blandt andet på grund af hendes berømte afbud til Arktisk møde i Canada.

13 dage efter Espersens fald for tinderne kom turen til hendes tidligere trofaste væbner Henriette Kjær (K), hvis rod i privatøkonomien blev en større politisk begivenhed end selve lanceringen af tilbagetrækningsreformen. En historie som blev bragt på banen af først B.T. og senere Ekstra Bladet stærkt hjulpet af den konservative pressetjeneste. Ikke så meget på grund af Henriette Kjær, men derimod hendes mand, Erik Skov Pedersen, som i særdeleshed skaffede mange fjender i partiet igennem årene, da han tidligere var en kontroversielt og belastende pressechef for netop de konservatives pressetjeneste.

I den sammenhæng kan det være passende at citere den tidligere LO formand Finn Thorgrimson for hans berømte ord om, at 'Hvis man vil have en ven i politik, så skal man købe en hund'.

Hvem støber kuglerne?
Den benhårde konklusion er, at de konservative ligger. som de har redt, alene ud fra vælgernes dom over Espersens og Kjærs fodfejl og fejltrin. Ikke mindre end 1500 artikler og indslag har været bragt om Kjærs privatøkonomi den seneste måned. Og de konservatives vælgertilslutning har da også nået et historisk lavpunkt og er ligger nu på under 5 procent.

De personlige angreb og smudskampagner i medierne kommer fra mange forskellige kilder med vidt forskellige motiver. De har dog et tilfælles: At partiernes pressetjenester har haft en finger med i spillet i en eller anden form. Både når det handler om at grave en historie frem om modstanderen og plante den i pressen, komme med hints, vinkler eller indsamle ammunition til en verserende sag, så spiller pressetjenesterne en central rolle, og det er mere reglen end undtagelsen, at de agerer politiske 'muldvarpe'.

I en fordækt sags (presse)tjeneste
Et eksempel er da Ole Sohn for nyligt blev anklaget for dobbeltspil, da han på en lukket direktionskonference, ifølge flere Saxo Bank-chefer, fortalte om beskatning af boligejere, selvom SF og S gentagne gange har understeget, at en rød regering ikke vil hæve boligbeskatningen. Historien kan spores tilbage til Venstres pressetjenester, som via en professionel blogger fik historien frem i lyset. Historien ramte dog først de landsdækkende medier end måned efter. Og det var først der, at flere bankfolk stod frem og beskyldte Ole Sohn for at tale med to tunger. Fra den anden politiske fløj har oppositionens pressetjenester også spillet en aktiv rolle i de aktuelle sager om Løkkes personlige gæld.

Historisk er der også eksempler på, at de personlige negative kampagner kan afgøre valg og få stor betydning for den enkelte politikers karriere. I 1998 spillede den socialdemokratiske pressetjeneste en afgørende rolle, da Uffe Ellemann som bekendt tabte valget til Poul Nyrup Rasmussen. Tilfældet var nemlig den, at en medarbejder fra den socialdemokratiske pressetjeneste havde været med på Ellemanns kampagnebus, hvor Venstres formand havde snakket om beskatning af lejerne i sammenhæng med skattelettelser. Den historie blev med kyshånd lækket til Lejernes Landsorganisation, som de sidste par dage op til valget kørte en negativ kampagne i landsdækkende medier om, at Uffe ville lade lejerne betale for Venstres skattelettelser. Kampagnen fik udslagsgivende betydning for valget.

Pressen som budbringer
Partiernes pressetjenester er således med til at støbe kuglerne for de personlige politiske angreb. Her er dele af boulevardpressen ofte ikke blege for at give den i rollen som budbringer. Det øgede fokus på enkeltpersoner og konflikter er med til at sætte fokus på personlige egenskaber eller mangel på samme hos politikerne. Det har den sidegevinst fra mediernes side, at det er langt lettere at skabe identifikation hos læseren eller seeren, når vi f.eks. ser miljøministerens private skraldespand, end når hun præsenterer et nyt storstilet miljøprogram.

Her lever kampagnejournalistikken fra den mere kulørte del af pressen ikke forgæves, hvor unavngivne kilder fra de politiske fløje glædeligt både bærer ved til bålet og deler ud af deres viden om de enkelte politikers livsførelse. Ofte med hjælp fra de politiske løjtnanter, der bliver sendt i marken for at rulle modstanderen ind i tjære og fjer. Efterfølgende beklager partiernes generaler, at politik er blevet så personlig, og at de naturligvis selv holder sig for gode til den slags.

Der går ikke røg af en brand uden ild
Ser man på de mange personlige og negative historier om politikerne det seneste års tid, så har alle historierne uden undtagelse haft betydning for den enkeltes politikers omdømme og troværdighed blandt vælgerne. Derfor er personlige politiske angreb så værdifulde. Det ved partierne. Det ved deres pressetjenester. Og det er for længst gået op for partierne, at en af de mest effektive måder at ramme et modstanderparti på er at forsøge at ramme den enkelte politikers image og omdømme.

Også i de tilfælde hvor der ikke meget kød på en sag som f.eks. Helle Thorning-Schmidts skattesag. En sag, som kom frem på baggrund af Venstres pressetjeneste, som støbte kuglerne til B.T. og som har genereret tusindvis af artikler og indslag i løbet af sommeren sidste år, og som påvirkede Socialdemokraternes vælgertilslutning negativt, mens det stod på. Samtidig var en af de mest citerede skatteeksperter i Thorning-sagen venstremanden Tommy V. Christiansen, som blev brugt som uvildig ekspert under forløbet. Frem mod valget arbejder de borgerliges pressetjenester på højtryk for at grave nye sager frem om rød bloks statsministerkandidat, der kan ramme hendes troværdighed og omdømme blandt vælgerne.

De negative kampagner og budskaber mod de politiske modspillere er ofte ud fra devisen om, at det er bedst at ramme ved siden af end slet ikke at ramme. Målet er at efterlade en bestemt opfattelse og et bestemt indtryk hos vælgerne af, at der er noget om snakken, i højere grad end de reelle 'forbrydelser'. Kunstgrebet er at (for)tegne og indramme et bestemt billede af politikeren og udstille vedkommendes svage og mindre flatterende sider for den brede offentlighed.

Har vi været vidne til en lang række personlige angreb og negative kampagner i løbet af det sidste år, så bare vent og se til den forestående valgkamp i år, hvor de afgørende stød vil blive sat i forsøget på at ramme modstanderens troværdighed og legitimitet som politiker.


Strategisk seniorrådgiver Jon Kiellberg 

Klummen har været bragt i Weekendavisen den 18. februar 2011 og i en revideret udgave i kommunikationsmagasinet Kommunikatøren i den politiske klumme 'Spin for galleriet' den 10.februar 2011.