Jorden skal både gødes og kalkes i udkanterne

Af Hanne Tanvig

Det skæve Danmark - jorden er udpint og vi har troet på, at den kunne blomstre af sig selv

Debatten om udkantsområderne kører i højt gear lige nu, og ikke uden grund. Den bærer imidlertid præg af manglende sammenhæng. For en der har fulgt den regionale udvikling i Danmark i mange år, er det interessant at kunne trække nogle tråde, som viser at vandringen fra land til by ikke har været en naturlov igennem alle tider og at den regionale udvikling har kunnet påvirkes.

Det er f.eks. interessant, at da den gamle kommunalreform og en række følgereformer blev indført fra 1970 stoppede befolkningsvandringen fra land til by, målt gennemsnitligt. I en periode var det tilmed sådan, at Vækstdanmark lå i de nuværende udkantsområder. Det er først for kort siden, at vi fik et tydeligt Udkantsdanmark, som dog ikke opstod hen over natten.

Fra ligelig udvikling til udvikling, hvor man selv kan skabe den
Tilbage i 70'erne og i en periode frem var styringslogikken at virke for ligelig udvikling, f.eks. gennem decentralisering og administrativ styrkelse også i de små enheder. Den unikke danske decentrale velfærdsstat og miljøet omkring decentral udvikling foldede sig ud, og kan tildeles en stor del af æren for, at den decentrale erhvervsudvikling kunne finde sted.

Logikken blev dog gradvis erstattet af en ny logik, f.eks. kommunikeret i diverse Landsplanredegørelser, at det lokalt unikke og mangfoldigheden skulle fremmes og ved at man lokalt tog initiativerne til at skabe udvikling. Staten kunne og skulle ikke længere dirigere nogen udvikling. Det gav blod på tanden til at støbe kugler rundt om lokalt, f.eks. inden for lokal erhvervsfremme, støttet af puljer og fonde, og ildsjælene blev et kendt begreb.

EU's medvirken med fonde har virket som et brændstof i den trafik. Lige nu er mantraet Et Danmark i balance, men det samme synssæt gør sig gældende, altså at der ovenfra ikke skal ske regulering, og at udviklingen bestemmes af dem, der nu kan og måtte have interesse i det.

At staten alligevel er med til at styre den regionale udvikling sker indirekte ved, at økonomisk optimering af investeringer i alle relevante sektorer - uden at tage regionale briller på - får den (logiske) effekt, at de fleste betydningsfulde institutioner m.v. tilfalder de områder, som i forvejen er velkørende. Umiddelbart synes de fleste af os, at det er sympatisk, at vi har ansvar for egen udvikling, men det forudsætter, at vi lokalt kan virke på den måde, har kompetencerne og ressourcerne i øvrigt.

Det lokale miljø skal altså bygge sig selv op, af folk og det lokale erhvervsliv, og man skal f.eks. selv kunne tiltrække fondsmidler og drive udviklingsprojekter. Det er ufatteligt meget nemmere i områder, der i forvejen er i smult vand, hvor der ikke skal laves grundlæggende forandringer og hvor institutionerne styrer hen nærmest af sig selv.

I udkantsområderne har man nærmest kun det viltre projektmarked at gøre godt med, og det viser sig jo utilstrækkeligt. Demografisk og erhvervsmæssigt set er de afmattede, det tidligere succesfulde erhvervsliv er skrumpet eller flyttet, og kommunernes tidligere bidrag til decentrale arbejdspladser ditto.

Udkantsområderne kan næppe selv skabe et nyt livsgrundlag. Hvor gerne de lokale politikere måske ville understøtte, er de nye kommuner på godt og ondt ikke sat i verden for at fremme decentral udvikling.

Denne transformation af hele grebet om regional udvikling har vi været vidner til igennem mange år, og mange har støttet den. Men det er også det samme som ikke at pleje og gøde jorden og så tro, at den fortsat er frugtbar. For at udkantsområderne kan komme med på beatet og blive i stand til at skabe udvikling, skal jorden gødes og kalkes på ny.

Hanne Tanvig, Seniorrådgiver, Skov & Landskab, KU