Af Anders Buhl-Christensen
Alle mulige og umulige bortforklaringer og undskyldninger er i de fleste tilfælde med til at komplicere sager, hvordan sandheden ville være den mest enkle til at skitsere et sagsforløb. Derfor vil jeg tillade mig at gennemgå den såkaldte KMD-sag i Randers og holde mig til sandheden - altså sagens faktiske forløb.
Det begynder en mandag eftermiddag den 7. december 2009. Der er økonomiudvalgsmøde - ganske kort tid efter et kommunalvalg, hvor nogle begivenheder på valgnatten er årsag til, at stemningen i det afgående økonomiudvalg måske ikke er den allerbedste. Det er udvalgets sidste møde. Der er en dagsorden, og der er nogle orienteringspunkter og efterretningssager, der diskuteres udenfor dagsordenen:
Direktionen - ved kommunaldirektøren og vicekommunaldirektøren - beretter om, at Randers kommunes aftale med KMD om levering af forskellige it-styringssystemer står for at udløbe. Der skal tages stilling til, hvad man så gør. Valgmuligheden består i at forlænge aftalen med KMD eller lave et helt nyt udbud, som kan give andre leverandører mulighed for at give tilbud.
Risiko for næse
Det står imidlertid klart, at på halvdelen af styringssystemerne er der ingen andre, der vil være i stand til at byde. Et udbud kunne vil derfor kunne ende i, at KMD vinder sin del, og at resten forledes på tre-fire andre systemer, som så efterfølgende skal gøres kompatible i forhold til den samlede styring.
Økonomiudvalget vælger en forlængelse. Randers har året forinden fået et nyt økonomistyringssystem, som det har givet store problemer at implementere. Sagerne omkring problemer med tinglysningssystemer var begyndt at dukke frem, så vi konkluderede, at det ville blive både meget dyrere og forbundet med rigtig meget bøvl både for administration og borgere, hvis vi fik nye systemer, der ikke fungerede. Derfor forlængelsen. En kalkuleret risikobetonet beslutning, fordi vi blev gjort opmærksom på, at vi kunne risikere en næse for ikke at lave udbud.
Det er en beslutning, som jeg står ved, og som jeg ikke fortryder. At beslutningen så aldrig blev konfirmeret med et dagsordenspunkt, er en anden sag. Økonomien i forlængelsen skulle som minimum have været drøftet i forbindelse med tekniske korrektioner omkring budgetjusteringen i foråret 2010, men det skete ikke. Direktionen (vicekommunaldirektøren) får imidlertid aftalen på plads allerede inden jul, og det samme sker i en række andre kommuner.
Store bogstaver
Derefter begynder det at rumle med rygter om, at KMD-forlængelserne måske lige var på kanten af det acceptable, og i februar 2010 løftede Konkurrencestyrelsen pegefingeren højt i vejret overfor de kommuner, som har brugt den løsning. Det forhindrer ikke, at jeg stadig står ved, at vi traf den bedste beslutning for både Randers kommune og kommunens borgere.
Bortset fra sporadiske avisartikler om sagen sker der intet politisk i Randers før den 14. juni 2010, hvor der er økonomiudvalgsmøde. Lige inden mødet bliver jeg af vice borgmesteren orienteret om, at 'vi har' en meget alvorlig personalesag, som vil blive drøftet i forlængelse af mødet. Det viser sig, at borgmesteren har indkaldt tre jurister fra Kommunernes Landsforening, og de forelægger sagen, som om KMD-beslutningen fra december har været en stor forbrydelse, som vi er nødt til at reagere på nu og her.
Der bliver talt med store bogstaver, at det her ikke alene er alvorligt men særdeles alvorligt, og det kunne være ansvarspådragende for politikerne, hvis vi ikke handlede. Handlingen skulle være, at KL lavede en undersøgelse af forløbet, og at vi i den periode suspenderede vicekommunaldirektøren.
Manglende skriftlighed
Og ja, det accepterede vi. Borgmesteren snakkede om manglende tillid til embedsværket, og KL understregede, at der var begået alvorlige fejl. Det hele blev kørt frem ud af den blå luft - ingen papirer, ingen dokumentation og igen udenfor dagsordenen. Beslutningen blev dog konfirmeret på det efterfølgende byrådsmøde, hvor KL-undersøgelsen i øvrigt allerede var startet.
Men om det nu var reelt, at det skulle komme så vidt, eller om der var andre dagsordener, kunne vi ikke gennemskue. Det fortryder jeg. At vi ikke bad om en tænkepause. At vi ikke 'bare' sendte de tre jurister hjem igen og bad om noget skriftligt materiale, som vi kunne tage stilling til. Vi følte ikke i situationen, at vi havde andre valgmuligheder.
Hen over sommeren blev gamle og nuværende økonomiudvalgsmedlemmer interviewet af KL-folk, og det fremstod hurtigt for de fleste, at vores direktion 'blot' havde udført de beslutninger, der blev taget af økonomiudvalget den 7. december 2009, og at der altså ikke var grundlag for fortsat at suspendere vicekommunaldirektøren. Et enigt byråd 'valgte' vicekommunaldirektøren tilbage på arbejde, og så er der reelt ikke mere i den sag.
Resten er snavs og udenomssnak
Når det hele er så enkelt omkring beslutninger, møder, undersøgelser, suspendering og tilbagekaldelse af samme, hvorfor har jeg så ikke meldt det ud noget før? Og ja, svaret er, at først i på byrådsmødet i mandags blev den her sag gjort åben. Alt har været på lukkede møder som en del af en personalesag og har derfor været behæftet med tavshedspligt både juridisk og moralsk.
Men sådan var sagsforløbet fra 7. december til i dag. Resten er snavs og udenomssnak, som har medvirket til, at fire direktører har forladt Randers kommune. Jeg kan ikke vurdere, om der ligger samarbejdsproblemer med borgmesteren eller andre forhold bag nogle af direktørernes exit.
Den slags sker, at f.eks. en borgmester og en kommunaldirektør eller vicekommunaldirektør ikke er på bølgelængde. I de tilfælde skal man spille med åbne kort og få løst problemerne, men om opsigelserne er en del af hele dette sagsforløb eller der ligger andet bag, er der andre, der skal svare på.
Gruppeformand for Venstre i Randers, Anders Buhl-Christensen
