
Af Carsten Terp
RANDERS: Med et skarpt debatindlæg på den radikale partiforenings hjemmeside kaster Mogens Nyholm benzin på bålet i ledelseskonflikten i Randers. Han valgte ikke at komme til det ekstraordinære byrådsmøde mandag. Nu anklager han borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) for inkompence og falsk vidneforklaring.
Sagen udspringer af en aftale mellem Randers Kommune og KMD, der senere blev underkendt af Konkurrencestyrelsen. Mogens Nyholm mener, at borgmesteren ved et økonomiudvalgsmøde i december 2009 fik en klar og tydelig orientering om, at en aftale med KMD ville blive betragteligt dyrere i de kommende år, men at borgmesteren ikke forstod orienteringen. På mødet fik den daværende kommunaldirektør og vicekommunaldirektør lov til at gå videre med forhandlinger, der skulle mindske prisen på aftalen.
Efter Konkurrencestyrelsens underkendelse af en række kommuners aftaler med KMD har borgmesteren med hjælp fra KL forsøgt at skyde skylden på de to tidligere direktører, mener Mogens Nyholm.
'Borgmesterens inkompetence medførte så, at han i første halvdel af 2010 mistænkte kommunaldirektørerne for at forsøge at skjule KMD-ekstraregningen for ham,' skriver Mogens Nyholm blandt andet i sit indlæg.
Borgmesteren siger, han ikke har fået tilstrækkelige informationer af de to tidligere direktører. Det bestrider direktørerne. Og Mogens Nyholm mener, at borgmesteren bevidst undlader at fortælle, at han har modtaget centrale dokumenter i sagen. Dokumenter, der viser, at han har været fuldt orienteret hele vejen igennem. Dermed aflægger han falsk vidneforklaring, mener Mogens Nyholm.
Han fremhæver, at den gennemgang, KL's juridiske kontor har lavet af sagen, går langt videre end det kommissorium, det daværende økonomiudvalg har givet KL. Og han undrer sig over, hvem der mon har bestilt disse ekstraydelser.
'Er det borgmesterkontoret, der er bestilleren, i et forsøg på at styrke egen sag og bevisbyrde overfor kommunaldirektørerne?' spørger Mogens Nyholm. Han konkluderer selv, at KL's konklusioner ligner bestilt arbejde fra borgmesterkontoret.
Mogens Nyholm ender med at fastslå, at han godt forstår de tidligere direktørers flugt fra borgmesterkontoret, men at det er de forkerte, der har valgt at forlade deres post.
Læs hele indlægget her: www.randers-radikale.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.