Når børn med alvorlige psykiske problemer må vente i årevis på undersøgelse og behandling, så er der noget helt galt med prioriteringen i sundhedsvæsnet, siger Louise Gade (V), der nu går til sundhedsministeren for at få rettet op på den uholdbare situation.
Den 30. november 2007 var der 276 børn fra Århus Kommune på venteliste til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Århus. Flere af børnene har ventet mere end 1½ år.
- Det er fuldstændigt forrykt at man har en behandlingsgaranti på en måned for at få en ny hofte mens børn med store psykiske vanskeligheder må vente mere end et år på blot at få en diagnose. Og det er ikke garantierne på de voksnes fysiske skavanker, jeg er ude efter – tvært imod foreslår jeg sundhedsministeren, at børnene skal have en udredningsgaranti på 1 måned og derefter en passende behandlingsgaranti, siger Louise Gade.
- Jeg er langt fra stolt over den velfærd, vi som samfund tilbyder familier med børn, der har store psykiske vanskeligheder, siger Louise Gade.
- Alene ventetiden frem til det tidspunkt, hvor man finder ud af hvilken behandling, der skal til, er helt uacceptabel for børnene og deres familier. Tænk på hvilken betydning det har for børnene resten af deres liv hvis de ikke i tide får den rette diagnose og behandling.
- Jeg er helt med på, at regionerne ikke lige pludselig kan fremtrylle mange flere læger til det her område, men så må vi blive bedre til at udnytte de ressourcer, vi allerede har i regioner og kommuner. I Århus har vi nogle gode bud, som vi nu har sendt til ministeren for at få det her problem løst hurtigst muligt. Og jeg vil ikke acceptere et svar i retning af, at det ikke kan lade sig gøre. På andre områder som f.eks. kræft, har vi i dag nogle behandlingsgarantier som vi for få år siden ikke havde troet mulige. Nu er det børnenes tur, siger Louise Gade.
FAKTA:
Den 30. november 2007 var der 276 børn fra Århus Kommune på venteliste til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Århus. Flere af børnene har ventet mere end 1½ år.
I brev af 28. januar 2008 foreslår Louise Gade følgende overfor Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen:
§ Udredningsgaranti på 1 måned og behandlingsgaranti.
§ Udvikling af udrednings- og behandlings-forløbsprogrammer, som omfatter barnets hele forløb, herunder også tilbuddene i almen praksis, speciallægepraksis og i kommuner. Borgerens udrednings- og behandlingsforløb må ikke ses isoleret. Hvis borgeren skal opleve et sammenhængende tilbud, så skal patientforløbsprogrammerne omfatte hele forløbet.
Nytænkning på området inspireret af Århus Kommunes projekt med fire distriktsplacerede tværfaglige teams (www.basisteam.dk) Formålet er at tilgodese den gruppe af børn og unge med psykiske lidelser, der befinder sig i grænsefeltet mellem Regionen og kommunen. Basisteams arbejde indvirker direkte på målet om at få nedbragt ventelister og ventetider. Basisteamstrukturen og det forebyggende sigte vil kunne styrkes væsentligt, såfremt der kunne indgå regionale ressourcer og kompetencer i det daglige arbejde.
§ Smidig og let adgang til speciallæge konsulentbetjening, f.eks. i forhold til de kommunale institutioner for børn og unge med særlige vanskeligheder og udrykningsteam i de få meget vanskelige sager af helt akut karakter. Desuden at kommunernes adgang til at benytte praktiserende speciallæger udbygges gennem et øget antal ydernumre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.