
NYBORG: Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), vil lukke Nyborg Fængsel. Det siger han til TV 2 Fyn torsdag.
Borgmesteren mener, at bygningen er nedslidt og utidssvarende og vil derfor rejse et erstatningsfængsel et andet sted, forklarer han.
Lukningen af fængslet skal desuden bane vejen for andre bebyggelser på området, siger Kenneth Muhs.
- Vigtigst af alt giver det Nyborg en helt fantastisk mulighed for at udvikle en bydel med alt fra boliger til kulturelle tilbud, siger han til TV 2 Fyn.
Han understreger desuden, at erstatningsfængslet skal rejses indenfor Nyborg Kommune, så man bevarer arbejdspladserne i kommunen.
Kriminalforsorgen, der har ansvaret for at drive landets fængsler, understreger, at Nyborg Fængsel lever op til alle krav på området.
- Fængslet bliver løbende vedligeholdt og lever op til alle sikkerhedsmæssige krav til et lukket fængsel, lyder det i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Nyborg Fængsel er et lukket fængsel med plads til 336 indsatte og er dermed Danmarks største fængsel, hvis man ser på antallet af pladser. I denne optælling tæller Vestre Fængsel ikke med, da det er kategoriseret som et arresthus.
Der er cirka 225 medarbejdere, hvoraf der er 140 fængselsbetjente.
Formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, ser ikke for sig, at forslaget kan blive realiseret.
- Det har ikke gang på jord, og jeg kan ikke forestille mig, at det kommer til at ske, siger han til TV 2 Fyn.
Kenneth Muhs henviser i interviewet med TV 2 Fyn til en aftale om Kriminalforsorgens økonomi for de kommende år, som en forligskreds i Folketinget indgik i juni.
Her blev det noteret i aftaleteksten, at en del af de nuværende fængsler i Danmark er gamle og utidssvarende, hvorfor det "i nogle tilfælde vil være uforholdsmæssigt dyrt og besværligt at gennemføre en renovering".
Det bliver dog ikke uddybet i aftalen, hvilke fængsler det drejer sig om.
I aftalen fremgår det dog, at man vil udvide og vedligeholde en række eksisterende fængsler, mens man også vil etablere et helt nyt fængsel for at skaffe flere fængselspladser.
Og det glæder man sig over hos Kriminalforsorgen.
- Nyborg Fængsel er – som en stor del af de øvrige fængsler og arrester – af ældre dato. Vi er derfor glade for, at den politiske aftale om en strafreform indeholder en markant udvidelse og modernisering af kapaciteten i kriminalforsorgen i de kommende år, lyder det.
Det er endnu ikke besluttet, hvor det nye fængsel, der skal have 400 pladser, skal bygges.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.