Det var ønsket om en cykelsti fra Drøsselbjerg til Kirke Helsinge, som tændte Kalundborg-borgmester Martin Damms interesse for politik, og som i 1997 sendte ham ind i kommunalpolitik.
Det fortalte den afgående KL-formand, da han torsdag formiddag holdt sin formandstale på KL Topmødet i Aalborg.
Cykelstien blev først til noget sidste år, men i mellemtiden havde Martin Damm lært meget om politik. Om prioriteringer, der ikke kunne vente, og om kompromiser, der ikke var perfekte, men nødvendige.
- For vi er ikke valgt til at kæmpe hver vores kamp i hvert vores hjørne. Vi er valgt til at tage ansvar for hele lokalområdet, sagde han og understregede, at det nogle gange er nødvendigt at lægge mærkesager til side for at fremme andre løsninger.
- En cykelsti kan tænde gnisten. Men det er evnen til at samle, prioritere og finde fælles fodslag, der flytter en hel kommune, sagde han.
Større alvor
Mens han glædede sig over, at stemmeprocenten steg ved KV25 og viste, at det demokratiske fundament stadig er solidt, understregede han også, at en større alvor er kommet til at fylde mere i kommunalbestyrelserne.
- Vi har en væsentlig opgave i, at hverdagen fortsætter, selv om verdens uroligheder rykker nærmere, sagde han.
Hvis et hybridangreb kapper strømmen, lukker for vandet eller lægger it-systemer ned, skal kommunen stadig kunne sikre hjælp til ældre, børn og sårbare. Derfor styrkes de lokale beredskaber, scenarier bliver øvet, og erfaringer bliver delt. Og derfor er det godt, at regeringen nu har lanceret et totalberedskab, sagde han.
- Derfor har vi i KL foreslået, at kommuner, ministerier, regioner, erhvervsliv, lønmodtagere og civilsamfund sætter sig om samme bord. (...) Vi skal sammen sikre, at vi kan rykke fra akutte problemer til handling så hurtigt som muligt, understregede han.
Lyt og byd ind
Hans opfordring til de nye byråd er, at de i den kommende valgperiode holder fast i det, der virker, men også fornyer sig.
- Jeg vil opfordre os, der er gamle i gårde, til at lytte og invitere. Og jeg vil opfordre jer, der er nye, til at gøre jer gældende – til at byde ind med det, I tror på, sagde han og tilføjede:
- Der er så meget at vinde i fællesskabet, især i tider som nu. For når verden er urolig, er kommunestyret vigtigere end nogensinde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












