dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
På kun 11 dage blev Danmark og Sverige ramt af 46 hackerangreb. Cirka 80 procent af dem ramte Danmark. Det oplyser it-sikkerhedsvirksomheden Tehtris. (Arkivfoto.)
Silas Stein/Ritzau Scanpix

It-virksomhed: 46 hackerangreb mod Danmark og Sverige på 11 dage

Danmark har været ramt af en række politisk motiverede hackerangreb, viser data fra it-sikkerhedsvirksomhed. Et svar er såkaldte honeypots.

Både Danmark og Sverige har i slutningen af januar og starten af februar været udsat for en lang række hackerangreb. Det viser data fra it-sikkerhedsvirksomheden Tehtris, der nu kan sætte et præcist tal på bølgen af angreb over en periode på 11 dage.

I perioden fra 23. januar til 2. februar har virksomheden registreret 46 angreb mod blandt andet offentlige myndigheder, virksomheder, organisationer og pengeinstitutter.

Omkring 80 procent af angrebene har ramt Danmark. Resten af dem Sverige. Hackerne kan ifølge Tehtris spores tilbage til både Tyrkiet og Rusland. De to lande har i øjeblikket et anspændt forhold til Danmark på grund af politikeren Rasmus Paludans koranafbrændinger og Danmarks støtte til Ukraine.

Derfor vurderer Torben Clemmensen, som er it-sikkerhedsspecialist hos Tehtris, at angrebene er politisk motiverede, hvilket gør dem farligere:

- Nu handler det ikke længere om at lave et opråb. Nu handler det om at ødelægge noget og få noget ud af det, siger han.

Fælde til hackere

Hackerangrebene, som Tehtris har registreret, har ramt blandt andet Nationalbanken, Forsvaret, YouSee, Jyske Bank og Danmarks Statistik. Virksomheden har ved hjælp af såkaldte honeypots - en form for virtuelle fælder for hackere - registreret de pågældende angreb.

En honeypot kan maskere sig som en legitim server, hjemmeside eller lignende. En hacker vil først opdage, at vedkommende er faldet i en fælde, når de har interageret med honeypotten.

Værktøjet kan hurtigt spore hackerens lokation samt give indsigt i, hvordan personen arbejder. Ifølge Torben Clemmensen kan en honeypot på den måde være med til at forebygge fremtidige angreb.

Hackerangrebene har været såkaldte ddos-angreb - også kendt som overbelastningsangreb. De udføres ved, at angriberne udsætter bestemte hjemmesider for tusindvis af forespørgsler på kort tid. Det kan få hjemmesiderne til at gå ned.

Torben Clemmensen vurderer, at angrebene vil blive intensiveret i den kommende tid på grund af den spændte politiske situation i både Ukraine og Tyrkiet.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/it-virksomhed-46-hackerangreb-mod-danmark-og-sverige-paa-11-dage

GDPR