
BORNHOLM: I år er vinderen af Rigspolitiets udbud for indkvartering på Folkemødet blevet en flydende hotelplatform med 250 enkeltværelser.
Der er dog ikke plads til alle politifolk, som skal arbejde på folkemødet, og derfor indkvarteres en del på hoteller i det storkøbenhavnske område. De vil på daglig basis blive fløjet til og fra Bornholm i fly fra Forsvaret. Det skriver Politiforbundet i et nyhedsbrev.
Folkemødet på Bornholm afholdes fra den 15. til den 18. juni, og lige som tidligere er der et stort fokus på sikkerhed. Derfor skal et stort antal politifolk til Bornholm for at passe på gæster og deltagere.
Fra cruise-skib til hotelplatform
Sidste år boede politiet på et cruise-skib, men modsat dette har hotelplatformen i år ikke et vogndæk. Det betyder, at politiets patruljebiler samt udstyr og materiel skal fragtes til Bornholm ad anden vej.
Derfor har Rigspolitiet lejet en færge, som kan transportere materiellet og kolleger fra Ystad i Sverige til Rønne og retur.
- Det er ærgerligt og trist, at man ikke har lavet forarbejdet ordentligt. Faktisk kunne man have gjort nøjagtigt som i 2016, hvor der var en rigtig god løsning for alle, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.
Han understreger, at det vigtigste for Politiforbundet er, at kollegerne trives på Bornholm.
- De skal indkvarteres under ordentlige forhold og have det godt, mens de er på Bornholm. Denne her løsning virker ikke som den mest optimale, siger Claus Oxfeldt.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.