I disse tider hvor hver dag har sin massefyring, hilser jeg ethvert nyt job velkommen. Men nogle former for jobskabelse er mere kærkomne end andre. Og de job, jeg ser komme nu som en forløber for kommunernes overtagelse af jobcentrene og beskæftigelsespolitikken fra august, er jeg mindre begejstret for. For de minder om en svunden tid.
Kommunaliseringen af jobcentrene er godt på vej til at skabe et teknologisk kaos, der vil banke informations- og videnudvekslingen adskillige år tilbage. Den fælles arbejdsmarkedsportal, som staten og helt konkret Arbejdsmarkedsstyrelsen har været ansvarlig for, vil blive udfaset.
I Arbejdsmarkedsportalen har a-kasser, kommuner, Arbejdsdirektoratet og alle andre aktører, der har været involveret i at få ledige i arbejde, lagt oplysninger ind om de arbejdsløses situation. Her har det været muligt at tjekke, hvad der er blevet gjort for at skabe den bedst mulige situation for den enkelte ledige. Er der udarbejdet en jobplan? Er der holdt vejledningsmøde? Hvad er der blevet talt om? Osv.
Nu ophører systemet sammen med statens rolle og ansvar i forbindelse med kommunaliseringen af beskæftigelsespolitikken. For fremtiden bliver det op til kommunerne at etablere et erstatningssystem. Nu er det jo bare sådan, at det er nemmere at blive enig med én stat om et system end med 98 kommuner, der alle har deres specifikke dagsordener. Og ja, jeg frygter, hvordan 28 a-kasser og 98 kommuner får skabt et velfungerende system, der kan stå klar, når arbejdsmarkedsportalen lukker og slukker.
Amanda?
Som sagt har vi fået en forsmag på, hvordan det kan gå. Pilotjobcentrene som allerede er en del af kommunernes system - eller mangel på samme - har indtil videre givet ekstra arbejde. I 3F har det kostet en hel masse manuelt idiotarbejde at håndtere informationer fra tre pilotcentre - oplysninger der tidligere kørte elektronisk og automatisk. Som sagt er det glimrende at skabe nye arbejdspladser, men det er vel ikke den vej, vi skal gå?
Samtidig kan jeg være urolig for, at der sker fejl, når informationer mod sædvane skal behandles manuelt, og det kan nemt resultere i forsinkelser, så de ledige ikke får det, de har krav på til tiden. Hvem sagde Amanda?
Den manglende teknologi til at udveksle informationer er måske bare et symbol på nogle af de problemer, vi vil komme til at se, når beskæftigelsesministerens og regeringens overraskelsesangreb fra november bliver til virkelighed i august. Angrebet kom på det nærmeste fra den ene dag til den næste, og både eksperter og arbejdsmarkedets parter har undret sig over, at beslutningen og eksekveringen skulle foregå over hals og hoved.
Samarbejde
Krisetiderne og den stigende ledighed gør ikke bekymringen mindre. Det er svært at forestille sig, at kommunerne ikke vil forfalde til kassetænkning og vælge de billigst mulige beskæftigelsespolitiske redskaber, når kommunerne i en svær tid skal forsøge at få de økonomiske ender til at hænge sammen.
Selv om vi i a-kasserne er uenige i beslutningen om at kommunalisere beskæftigelsespolitikken, handler det for os i a-kasserne stadig om, at få flest muligt ledige i arbejde. Derfor stiller vi gerne vores viden og samarbejdsvilje til rådighed for en dialog med kommunerne - også selv om betingelserne mildt sagt er utidssvarende.
Når det er sagt, vil vi i a-kasserne gerne opfordre beskæftigelsesministeren til at bevare Arbejdsmarkedsportalen og dens nuværende funktioner, indtil der er etableret en effektiv, hurtig og driftsikker it-løsning, der fungerer mindst lige så godt som portalen. Alt andet vil være at spille hasard med kommunaliseringen af beskæftigelsespolitikken. Og det ønsker beskæftigelsesministeren vel ikke?
Af Morten Kaspersen, Formand for A-kassernes Samvirke
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.