Når det i starten af oktober bliver muligt at få fat i de indefrosne feriepenge, vil 55 pct. af danskerne have dem udbetalt. Men samtidig er hver femte stadig i tvivl om, hvorvidt de vil have pengene udbetalt nu. Det viser en meningsmåling fra Voxmeter for Ritzau.
Resultatet undrer ikke Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Nordea.
- Når vi kommer over i oktober og rent faktisk konkret kan sige ja tak til feriepengene, så vil flere af tvivlerne tage imod dem.
- Lige nu er det for abstrakt, og derfor ved mange det ikke endnu. Men når guleroden er lige foran næsen, så bliver det nemmere at sige ja, siger hun.
Spørger man regeringen, skal de udbetalte feriepenge gerne gå til forbrug, så der kan komme mere gang i den danske økonomi.
Blandt de respondenter i meningsmålingen, der ved, at de vil have pengene udbetalt, forventer 56 pct., at de vil købe noget og dermed øge forbruget.
Kan skabe 7.000 job på kort sigt
Nationalbanken estimerer, at hvis 75 pct. får udbetalt pengene, og 60 pct. af dem går til forbrug, vil det øge privatforbruget med cirka 13 mia. kr.
Den prognose ser ud til at holde stik, når man ser på Ritzaus meningsmåling. Det vurderer Michael Svarer, professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere overvismand.
- Det betyder, at vi godt kan forvente et ret pænt boost til den økonomiske aktivitet i efteråret og i foråret.
- Når næsten 60 pct. siger, at de vil købe noget for pengene, så skaber man øget efterspørgsel i økonomien. Det betyder, at nogle virksomheder har brug for flere folk, og så får man flere i job.
Men skal udbetaling af feriepengene virke som tiltænkt, er det nødvendigt, at en stor del af tvivlerne ender med at sige ja til pengene, slår Michael Svarer fast.
- Hvis alle tvivlerne siger nej til pengene, så bliver det lavere end forventet. Men det er ikke urealistisk, at op med 70 pct. vil have dem udbetalt, og så kommer den ønskede effekt.
Finansministeriet estimerede i juni, at udbetaling af feriepengene kan skabe op mod 7.000 job på kort sigt.
Meningsmålingen er foretaget 17. til 21. september og baserer sig på 1.060 svar fra et repræsentativt udvalg af danskere, der har arbejdet i perioden, hvor feriepengene er optjent.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.