Hvad gør kommunalpolitikerne, når borgerne ikke deltager som før?

Danskerne har høj tillid til hinanden og til fællesskabet. Faktisk er den sociale tillid steget en smule gennem årene, men samtidig er der sket en markant forandring i den måde, borgerne deltager i fællesskabet på – og det kan mærkes helt ind i byrådssalene.

- Fundamentet er egentlig på plads. Den grundlæggende lim i vores samfund er tillid, og vi er faktisk verdensmestre i tillid. Vi stoler på hinanden, og det gør, at vi kan løfte i flok. Men den måde, vi indgår i fællesskabet på, er under forandring, siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen.

En central udvikling er det, sociologer kalder social acceleration, forklarer han. 

Borgerne oplever, at de har travlt, og at der er et væld af muligheder, de hele tiden skal vælge imellem. Når de bliver spurgt, hvorfor de ikke deltager mere i politik eller frivilligt arbejde, er det mest udbredte svar mangel på tid.

Samtidig er der sket en tydelig individualisering. Borgerne har ikke mistet interessen for politik, men de engagerer sig anderledes. De deltager i højere grad i enkeltsager frem for i større, forpligtende fællesskaber som politiske partier eller organisationer.

- Man sampler. Man siger: Det her lille delprojekt vil jeg gerne engagere mig i, men jeg vil ikke tage ansvar for helheden, forklarer han.

Konsekvensen kan være, at helhedsperspektivet går tabt, og at kompromiser bliver sværere at indgå, fordi fokus primært ender på den enkelte sag eller ”kæphest”.

Vrede mobiliserer – men for sent

I kommunerne viser udviklingen sig blandt andet ved, at borgerdeltagelse ofte opstår som reaktion på vrede, fortæller Michael Bang Petersen. 

Det kan være protester mod skolelukninger, lokalplaner eller trafikændringer. Problemet er, at engagementet ofte kommer sent i processen.

- Hvis man først reagerer, når man oplever et problem, men ikke har fulgt de processer, der leder op til beslutningen, mister man muligheden for at engagere sig der, hvor man faktisk kan gøre en forskel, siger han.

Det skaber ifølge ham en “bumlet” politisk proces, hvor der kan være langvarigt administrativt og politisk arbejde og først massiv borgerreaktion, når beslutningen opleves som pludselig og uforståelig.

Parallelt med individualiseringen findes der ifølge Michael Bang Petersen et paradoks: Danskerne har en meget stærk tro på fællesskabet og på det offentlige system – og det kan i sig selv være en barriere for engagement.

- Man betaler sin skat og forventer, at fællesskabet – stat og kommune – løser problemerne. Derfor føler mange ikke, at de selv har et ansvar for at engagere sig yderligere, siger han.

Det ses tydeligt på velfærdsområder som pleje, sundhed og skole, hvor opbakningen til at yde en ekstra personlig indsats er begrænset.

Kræver en mere direkte tilgang

Hvis kommunerne ikke skal ligge under for udviklingen, må de først og fremmest acceptere, at virkeligheden har ændret sig, og tilpasse deres indsats derefter.

Ifølge Michael Bang Petersen står kommunerne med en klar opgave: at finde nye måder at komme i kontakt med borgerne på – ikke kun hvert fjerde år, men løbende, hvis lokaldemokratiet skal fungere i et mere individualiseret samfund. 

Og på grund af den stærke tillid til både hinanden og til politikerne, kan man faktisk gøre en forskel.

- Som politkere har du faktisk en relativ stor mulighed for at sætte en retning, siger han.

Han peger på, at mange kommuner kæmper med at nå borgerne, fordi lokalpressen er svækket, og fordi borgerne sjældent selv opsøger information på kommunens hjemmeside.

- Det handler om at få informationen ud til borgerne, der hvor de er, og sikre, at der findes reelle kanaler for inddragelse, når de først er informerede, siger han.

Det kræver en mere aktiv og opsøgende tilgang fra kommunernes side. Borgerne skal være velinformerede, og det skal være så let som muligt at deltage.

Et centralt greb er ifølge ham at spørge borgerne direkte. Undersøgelser af frivillighed viser, at en af de hyppigste grunde til, at folk engagerer sig, er, at de bliver spurgt.

Derudover understreger han vigtigheden i at tænke langsigtet.

- Mange politikere har nok en oplevelse af, at de skal komme med en hurtig løsning på borgernes udfordringer, men det at opbygge fællesskaber og sammenhængskraft sker ikke med et snuptag, siger han og tilføjer:

- Det kræver modet til at tænke langsigtet for at kunne komme med de rette løsninger og forme nogle kulturelle rammer, så vi på sigt kan sikre fællesskaberne.