
NORDJYLLAND: Medierne har gennem de sidste par uger beskæftiget sig en del med, at det tager alt for lang tid for patienterne at få en diagnose. Det sker, fordi de bliver sendt fra det ene specialområde til det andet, før de får den endelige diagnose. Det tager alt for lang tid og betyder ifølge medierne nogle gange risiko for patienternes liv.
I Region Nordjylland har man gennem længere tid arbejdet på at sikre patienterne en hurtigere vej til den rigtige diagnose. Det er naturligvis en stor fordel for patienterne, så de kan komme i gang med den rigtige behandling. Men det kan også blive en fordel for sygehusene. Det vil nemlig betyde kortere ophold og færre genindlæggelser, oplyser Region Nordjylland.
Centrene skal begynde 1. januar 2011. Dog åbner det første Diagnostiske Center midt i august i år på Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn. Implementeringen bliver fulgt tæt af den arbejdsgruppe, der har lavet konceptet, eftersom det er uberørt jord, man betræder. Derfor skal funktionen også allerede evalueres efter 1 år.
Samle specialisterne omkring patienten
- Vi skal selvfølgelig sikre patienterne den hurtigste vej. Vi kan ikke være bekendt at lade folk gå i uvished om deres helbred. Det er da rigtig, at efterhånden som den lægelige viden er blevet større, er specialiseringen vokset. Nu er det vores opgave at samle specialisterne omkring patienten i stedet for at sende patienten rundt til specialisterne. For det handler jo også om, at patienterne skal have gavn af den større viden ved så hurtigt som muligt at komme i gang med den optimale behandling, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Derfor er man nu nået frem til, at der er etableret diagnostiske centre fra 1. januar 2011 på Aalborg Sygehus, Sygehus Thy-Mors og Sygehus Himmerland, og som nævnt begynder Sygehus Vendsyssel midt i august i år.
Beslutningen blev truffet i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2010, og nu har en arbejdsgruppe sluttet det indledende arbejde.
Lettere for kommunerne
Arbejdsgruppen vurderer, at de diagnostiske centre forventes at give bedre patientforløb og færre uhensigtsmæssige indlæggelser. Samtidig gør det tilrettelæggelsen af arbejdet lettere for såvel sygehuse som praktiserende læger og kommunerne.
Der er især to grupper af patienter, der er målgruppe for centrene.
Det er ikke-akutte patienter, som den praktiserende læger har skønnet ikke er alvorligt syge. Det er ofte ældre, medicinske patienter. I de tilfælde handler det især om, at der bliver mulighed for dialog, råd og vejledning med det diagnostiske center.
Den anden gruppe er patienter, den praktiserende læge har skønnet til at være alvorligt syge, fx kræft eller anden svær sygdom. De har behov for en hurtig udredning af deres symptomer og sygdom.
Når patienten henvises til det diagnostiske center, er det målet, at patienten ses inden for tre hverdage, og at udredningen er afsluttet inden for yderligere 10 hverdage.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.