
HORSENS: Når plejepersonalet i Horsens Kommune giver borgerne ekstra omsorg i hjemmet, bliver langt færre indlagt på sygehuset.
Det viser en foreløbig evaluering af Projekt Forstærket indsats over for kronisk sygdom i Horsens Kommune. Projektet skal forstærke indsatsen over for borgere med en eller flere kroniske lidelser som for eksempel hjerteproblemer, diabetes, KOL m.v.
Siden projektet startede i februar 2010, er kun én kronisk syg borger ud af de 36, projektet indtil nu omfatter, blevet ind- eller genindlagt inden for den første måned.
I forbindelse med projektet har Horsens Kommune uddannet særlige forløbskoordinatorer, der skal på banen, når borgerne henvises til dem, enten fra sygehuset, egen læge eller andre.
- Forløbskoordinatorerne taler med de kronisk syge om hele deres livssituation frem for kun at fokusere på deres kroniske lidelser. Det betyder blandt andet, at langt færre bliver ind- og genindlagt på sygehus. Vi oplever borgere, som bliver bedre til at klare sig selv og på den konto bliver gladere for livet, fortæller Lene Offersen, områdeleder på Plejecenter Præsthøjgården.
Og forløbskoordinator og sygeplejerske Inge Buus supplerer:
- Ofte er der tale om borgere med flere kroniske lidelser. Men dét at der nu er sat tid af til at tale om borgerens livssituation gør, at vi bedre kan forebygge og helbrede sygdom.
En af de borgere, som har undgået hospitalssengen, er 63-årige Inger Margrethe Andersen. Hun lider blandt andet af et dårligt kredsløb, som har givet hende store og smertefulde væskeophobninger i benene. Takket være forløbskoordinatorens indsats har Inger Margrethe undgået at blive indlagt på sygehuset:
Projektet, der slutter ved udgangen af 2012, støttes økonomisk af midler fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelsespuljen.
mou
Billede: Inger Margrethe Andersen er en af de kroniske patienter, der har fået det meget bedre. Her ses hun med forløbskoordinator Inge Buus. (Foto: Horsens Kommune/Per Algreen)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.