
SYDDANMARK: En onsdag hvor de dårlige historier stod i kø endte for den nuværende forsvarsminister Carl Holst (V) med en komplet undsigelse fra det regionsråd, han indtil FV15 var formand for, og med en offentliggørelse i Ekstra Bladet af, hvordan Holst for næsten en måned siden selv over for regeringens ansættelsesudvalg beskrev sin spindoktor som tidligere personlig assistent.
Da Carl Holst indstillede Christian Ingemann til ansættelse som sin særlige rådgiver (spindoktor), beskrev Holst egenhændigt hvordan Ingemann havde været 'ansat som presserådgiver i Region Syddanmark og personlig assistent for mig som regionsrådsformand'.
Modstriden til Holsts senere udtalelser til offentligheden er iøjnefaldende:
Personlig assistent? Nej da
- Jeg kan godt forstå at man er kritisk, hvis man får det indtryk, at vi har haft ansat en mand som en særlig rådgiver eller som en personlig assistent for mig. Men det er heller ikke det, han har været ansat til, sagde han eksempelvis tirsdag til TV2
De modstridende udtalelser belaster Holsts troværdighed i en grad, så han må forvente, at en sulten presse vil efterprøve alt, hvad han nogensinde vil sige herefter.
Han bør også belave sig på, at en række medier vil søge aktindsigt i alt, hvad han har foretaget sig i sine år som regionsrådsformand og før da som amtsborgmester. Hvis der blot er det mindste at komme efter - og hvem kan sige sig fri for det efter 20 år i politik - kan han imødese, at det vil blive oprullet løbende i flere måneder.
'Indicier for misbrug'
Samtidig er Statsforvaltningen af egen drift gået ind i sagen og har bedt regionsrådet om oplysninger. En forespørgsel hvortil regionsrådets forretningsudvalg nærmest over-ivrigt 'vil stille alle de nødvendige oplysninger til rådighed', og endda 'vil opfordre Statsforvaltningen til at fremskynde undersøgelsen mest muligt'.
Forretningsudvalget konstaterer desuden allerede nu, 'at der er indicier for, at den tidligere regionsrådsformand Carl Holst har misbrugt en medarbejders arbejdsindsats i forbindelse med valgkampen'
- Det tager forretningsudvalget afstand fra. Forretningsudvalget tager endvidere afstand fra ulovligheder i det omfang, de har fundet sted, hedder det videre i en udtalelse efter mødet, hvor forretningsudvalgets afstandtagen til Carl Holst var enstemmig og helt uden skelen til partifarve.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.