Hold de mest sårbare børn uden for sparekataloget

Af Klaus Majgaard og Lisbeth Zornig Andersen

Det er ikke muntre møder, der bliver holdt i kommunalbestyrelserne i disse dage og uger. Budgetterne for næste år skal på plads, og der skal spares. Desværre er der risiko for, at udsatte børn og unge også kommer til at betale. At gøre det klogt kræver sikker styring og et langsigtet perspektiv.

Enhver, der har fulgt bare lidt med i dansk politik de seneste måneder, ved, at der er pres på de kommunale økonomier. Der venter massive nedskæringer, besparelser, lukninger, afskedigelser - tiltag, der vil ramme borgere overalt i landet. Og der er ingen vej uden om. Der skal findes betydelige summer for at få pengene til at passe i næste års budgetter.

Det er fristende for mange politikere at gå pragmatisk til værks i sådan en situation. Det er derfor den såkaldte grønthøster-metode er så populær, når der skal spares. Over en bred kam skærer man budgetterne med henvisning til at 'alle yder sit'. Det fører desværre ofte til, at det bliver de svageste, det går hårdest ud over - og det kan blive virkelighed for udsatte børn og unge, før vi ser os om.

Udgiftsvæksten på det specialiserede børneområde skal naturligvis bringes under kontrol. Men blinde nedskæringer er ikke en farbar vej til bedre udgiftsstyring på et fagligt forsvarligt grundlag.

Problemer, der ikke forsvinder
Derfor bør enhver politiker gøre sig klart, hvilke værdier, der skal styres efter i budgetforhandlingerne. På børne- og ungeområdet er det mere vigtigt end nogen sinde at vide, hvad man vil, hvad der skal fokuseres på og hvad, der særligt skal beskyttes. Alternativet er, at det økonomiske pres blot fører til en diffus udhuling af indsatserne og rammer skævt. Det kan få alvorlige følger for udsatte børn, hvis det kommer til at ske.

I den aktuelle situation er der påtrængende brug for, at vi indgår en pagt om to helt centrale prioriteringer: For det første skal vi beskytte de mest udsatte børn. Al logik - økonomisk såvel som moralsk - tilsiger, at vi forpligter os på et langsigtet fokus og undgår kortsigtede besparelser. Hvis vi fjerner det økonomiske råderum til at handle, når der er behov for det, så risikerer vi at efterlade børn i situationer, der ikke er et velfærdssamfund værdigt. Og vi ved, at disse børns problemer ikke forsvinder ved at blive ignoreret eller håndteret på billigst mulige måde.

Færre klippede snore
For det andet skal vi fastholde - ikke svække - kvaliteten i de almindelige tilbud. Dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelserne har et ansvar og en opgave, der ikke bør undervurderes. Vi ved, at intet er så forebyggende som engagerede, veluddannede medarbejdere i vuggestuerne, børnehaverne, skolerne osv. Vi er nødt til at sikre dem ordentlige rammer, hvor de kan udføre deres gerning til fordel for børnene.

Besparelser hér vil skæppe i kommunekasserne i 2011, men vi vil snart se, at det kan blive rigtig dyrt på mellemlangt sigt.
Skal man spare smart, skal man spare der, hvor det ikke går ud over kvaliteten for det enkelte barn. Vi tror på, at det langt hen ad vejen kan lade sig gøre at finde pengene, hvis kommunerne forpligter sig på at fokusere på kernen og kvaliteten i de kommunale tilbud til børn og unge. Måske skal man omlægge strukturer, skabe bæredygtige enheder, udnytte tiden bedre eller satse på fælles ledelse. Det kan også være, at der er penge at hente i bedre it-understøttelse eller ved at klippe nogle færre snore til nye prangende anlæg.

Og måske er det nødvendigt at se på, om ressourcestærke lokalsamfund kan undvære en skole eller to. Hvis det er ændringer i skolestrukturen, der skal til for at sikre både den almene, forebyggende indsats og indsatsen for de akut udsatte børn, så skal vi tage disse besparelser, før vi rammer kernen på de mest følsomme områder.


Klaus Majgaard er formand for Børne- og Kulturchefforeningen og Lisbeth Zornig Andersen er formand for Børnerådet

Foto: http://www.flickr.com/photos/wwworks/with/2970993575/